Danmark og sørøveriet
I første bind af Danmarks Søfart og Søhandel fortæller H.C. Bering Liisberg om Danmarks problemer med barbareskstaterne Marokko, Algier, Tunis og Tripolis. Danmark måtte betale beskyttelsespenge, forsøgte sig med at ignorere krav om højere betaling, prøvede at gå til angreb eller at samle handelsskibene i konvojer, men uanset hvad man gjorde, slap man ikke for at betale, ligesom der alligevel blev taget danske søfolk som slaver.
Det hjalp ikke meget at sætte sin lid til stormagterne England og Frankrig, for dels havde de selv kaperskibe i søen, dels betalte de også beskyttelsespenge. Og da de ofte var involveret i en krig eller to, kunne de dårligt afse orlogsskibe, hvis eneste formål var at beskytte nationens handelsflåde. Til gengæld begyndte Danmark at yde sin handelsflåde i Middelhavet konvojstøtte og lod ind imellem også et svensk skib nyde godt af det. Sådan var tingenes tilstand frem til de trakasserier, der først udspillede sig i forhold til barbareskstaterne omkring år 1800 og dernæst i forhold til den engelske flåde frem til det skæbnesvangre år 1807. Her følger et citat fra Danmarks Søfart og Søhandel, bd. 1, der giver et indblik i, hvordan barbareskstaternes sørøveri var til så stor gene for den dansk-norske skibsfart i 1700-tallet, at Danmark normalt betalte beskyttelsespenge, tyede til konvojering af handelsskibe samt patruljerede strategiske steder i Middelhavet:
“Sørøveri var i mange Aar en Rædsel og en Plage for enhver, hvis Interesser laa paa Havet. Det dreves særlig fra de saakaldte Barbareskstater, – Marokko, Algier, Tunis og Tripolis, – der med deres Korsarer hærgede Middelhavet, Farvandene helt op til England, af og til viste sig i Kanalen, ja endog i 1627 plyndrede paa Island.
At dette Uvæsen ikke udryddedes, skyldtes de store Søkrige, hvor hver af de krigsførende havde nok at gøre for sin Orlogsflaade, og ikke mente at kunne afse denne til Handelsbeskyttelse – endsige Krig med en Røverstat – men fandt det langt lettere at stille Sørøverne tilfreds med en Pengesum, en Tribut. Selv saa mægtige Stater som England og Frankrig købte sig Fred; hvad skulde saa de smaa Stater som Danmark-Norge og Sverige gøre andet, end ogsaa at yde Røverstaterne Tribut.
Barbareskstaterne opstod, da det osmanniske Rige ikke formaaede at opretholde sit Herredømme over den fjerne nordafrikanske Kyst. Der dannedes da her en Række Smaastater, vel nok under tyrkisk Overhøjhed, men dog i det væsentlige selvstændige. I det 15. Aarhundrede begyndte disse Staters Røvertogter, og i en lang Aarrække kæmpede de kristne Fyrster i Middelhavet mod dem, uden at det dog lykkedes at fordrive dem fra den nordafrikanske Kyst. Men der skaffedes dog nogen Sikkerhed til Veje; særligt virkede det godt, da Frankrig i Slutningen af det 17. Aarhundrede greb Sværdet. En fransk Flaade under Duquesne bombarderede 1681 Algier og tvang dette Land i Knæ.
Saa snart imidlertid Stormagterne krigedes paa Havet, florerede Sørøveriet paa det kraftigste og naaede sit Højdepunkt i Slutningen af det 18. Aarhundrede, hvor Stormagterne behøvede hver Køl, de ejede, til at bekrige hinanden. I de Tider gjorde Sørøverstaterne glimrende Forretninger. Men ikke engang ved Tribut og »Presenter« var det muligt at faa Ro. Modiggjorte ved Stormagternes slappe Optræden, spændte Røverfyrsterne deres Fordringer højere og højere og opfyldte man ikke straks disse, opbragte deres Korsarer en Slump Handelsskibe, gjorde Besætningerne til Slaver og forlangte Løsepenge for dem foruden den nye forhøjede Tribut. Saa bagvendte var Forholdene, at man som oftest fandt sig deri; selv Englænderne, der beherskede Havene i en aldrig før kendt Udstrækning under Napoleonskrigene, ydede sin Del af »Presenterne«.
Danmark-Norge havde saaledes ligesom de andre europæiske Magter meget alvorlige Hensyn at tage til de barbariske Magter og sluttede i 1746 en Fredstraktat med Algier efter en Flaadedemonstration uden for denne By. Men selv om dette hjalp noget, var der dog stadig Uro om Spørgsmaalet, og dette førte Regeringen i Danmark til at udsende den saa ofte omtalte, og for sit uheldige Forløb saa sørgeligt bekendte Ekspedition i 1770. Denne Ekspedition naaede jo saa langt fra sine Hensigter, at Algier tværtimod satte sine Fordringer op, og en Fred først atter sluttedes efter et større Pengeoffer fra vor Side – en »ekstraordinaire Present«, som det kaldtes.
Men Situationen havde dog stadig et usikkert Præg; Smaastridigheder og Opbringelse fra Barbareskstaternes Side af dansk-norske Skibe hørte saa at sige til Dagens Orden. Mangen dansk Sømand tilbragte mange og lange Aar i Røverstaterne som Slave og maatte løskøbes for betydelige Pengesummer.”
Citat fra H.C. Bering Liisberg: Danmarks Søfart og Søhandel, bd. 1. Nyt Nordisk Forlag, 1919.
