Om slavehandlen
I 1649 udgav den franske præst Pierre Dan Histoire de Barbarie et de ses corsaires. Heri belyser han alle sider af barbareskstaternes korsarvirksomhed. I værkets første kapitel, som her er oversat fra fransk, gennemgår Pierre Dan, hvordan korsarerne undersøger fangernes sociale status, rigdom, erhverv, deres fysiske og mentale habitus med henblik på, om de skal sælges som slaver eller holdes som løskøbelsesfanger. For fangerne gælder det om at undgå en høj prissætning, da en løskøbelse ellers vil blive kostbar eller direkte umulig. Men de skal heller ikke fremstå som så jævne, at de bliver solgt som simple slaver, for så bliver de sat på arbejde. Og værst af alt: Hvis de har evner og færdigheder, som er i høj kurs blandt berberne, kan de godt skyde en hvid pind efter at blive løskøbt. Men her kommer første kapitel i Pierre Dans værk:
Pierre Dan: OM SLAVERIET I BARBARESKSTATERNE
“Den, der aldrig har set en Janus med to ansigter, & heller ikke et billede af hykleri & forstillelse, skal bare tænke på den fremtoning, Tyrkerne & Korsarerne fra Berberiet antager, når de har opbragt et af de kristnes skibe: for så forklæder de sig på forskellig vis for således at finde ud af, hvordan det forholder sig med rigdom & stand for dem, de har taget som slaver, så de bedre kan prissætte dem, hvad enten det er med henblik på salg eller løskøbelse, hvor de ud fra deres kendskab anslår den pris, de kan få for deres varer. De ved af erfaring, at slaverne for at undgå at blive solgt & for ikke at blive sat for højt i løsesum normalt giver sig ud for at være så fattige som muligt, & de underdriver altid deres rang & stand. Derfor farer Berberne altid listigt frem for at skaffe sig den viden, de mangler om dem: for det forholder sig virkelig sådan, at hvor de stakkels fanger regner det for vanærende & passer på ikke at tale om deres fejl & mangler hos dem selv eller i andre lande, hvor de har deres frihed, dér stiller de glad & gerne skavanker & skampletter til skue, hvis det kan hjælpe dem til at slippe billigere om ved det slaveri, de er tvunget ind i.
Med en vældig overtalelseskraft, der kan få sten til at fælde tårer, kappes de skinsygt om, hvem der bedst kan fortælle om sine sygdomme & ulykker. Én hævder, at han er hårdt plaget af gigt, en anden at han lider af epilepsi, denne at han plages af kolik, der får ham til at miste tålmodigheden, & hin at han døjer med alle tænkelige dårligdomme & skavanker. Den ene beflitter sig på at give det indtryk, at naturen har ladet ham fødes ynkeligere end nogen anden; den anden at skæbnen forfølger ham så voldsomt, at alene hans skygge kan gøre enhver ulykkelig, der udnytter ham.
Kort sagt, det gælder om at spille sin rolle godt, for de har alle lyst til at slippe ud af Berbernes greb & der er ingen tvivl om, at hvis de troede dem, ville der være større chance for, at de kom på hospitalet eller blev sendt tilbage til friheden, end at de blev sat til salg i Bazarerne, som Tyrkerne kalder dem, eller på de offentlige markeder. Når man hører de ulyksalige stakler tale i Korsarernes land, er de alle krøblinge, syge & bragt til tiggerstaven, mens de i deres eget land ville regne sig selv for Cæsar, Alexander, Krøsus & Cato; det gælder dog kun for nogle; for det er sandt nok, at der blandt dem er en del værkbrudne, & almindeligvis er der flere fattige end rige.
Her ser man altså, hvordan en velbegrundet frygt for slaveriet får sat gang i deres mundtøj med det sigte om muligt at bevæge de vantro, så de forbarmer sig over dem. Men det er ikke muligt at gøre indtryk på de umenneskelige & hårdhjertede, for de sætter tilsyneladende en ære i at behandle de stakkels fanger dårligt.
Det er derfor ikke så underligt, hvis de simulerer & foregiver at døje med skavanker, som de kun tilsyneladende har, for at deres genvordigheder bliver mindre. Et eksempel på det er slaven Pierre Tafil fra Toulon, som vi løskøbte i Tunis. I de to år han var i Berberiet, var han så god til at simulere, at han var halt, idet han altid gik med en stok i hånden & halvt krumbøjet, at hans herre virkelig troede på ham; på grund af det blev han skånet lidt mere end de andre under arbejdet, samtidig med at han solgte ham til os for en bedre pris på grund af den foregivne skavank; men aldrig så snart var slaven kommet til havnen i Marseille, før han lod os se, hvor behændigt han havde taget sin herre ved næsen, for han gik lige så opret & sikkert som enhver af de andre, vi havde løskøbt.
En anden fra den samme flok viste sig så ferm til i længere tid at simulere, at han var vild & forstyrret i hovedet, trods de stokkeslag han blev tildelt, at selv om Pashaen holdt ham tilbage & havde tænkt sig at sende ham til Konstantinopel, hvor man uden tvivl ville tvinge ham til at blive renegat, da han var ung, stærk & så godt ud, blev han tvunget til at afstå fra det. Til alt held for den stakkels fange skete der nu det, at vi befandt os i Tunis for at foretage frikøb & kunne løskøbe ham for en rimelig pris, da hans herre troede, at han faktisk var gal. Men for hver én eller to, for hvem sådanne forstillelser lykkes, er der tusind, der bliver opdaget & de må betale dyrt i form af stokkeslag & lemlæstelser, når Berberne griber dem i det.
Da de snu & årvågne Korsarer altså kender til slavernes kneb, viser de dem to ansigter, det ene tilsyneladende blidt & venskabeligt, det andet grusomt & rasende, når de tager dem til fange på et skib. Det gør de utvivlsomt for at finde ud af, hvem de er, hvad deres rang & stand er, & hvilken nytteværdi de kan udgøre. For at afklare det går de frem på følgende måde.
De kommer dem i møde med et venskabeligt ansigt, de spørger dem, hvor de er født, hvor de nu kommer fra, & om de bringer nyt: for i Korsarernes skibe er der altid renegater, som taler alle slags sprog. Herefter forhører de sig, om ikke de har set & mødt kristne galejer, som de frygter meget; nu skifter de pludselig til et andet tonefald & spørger dem, om de har penge, & hvor på skibet de er skjult; hvad deres hverv er, deres rang & stand, & hvor meget de kan betale i løsepenge. Til disse forespørgsler føjer de adskilligt andet, idet de lover dem al tænkelig god behandling, hvis de ikke skjuler sandheden. De opfordrer dem til ikke at blive vrede, idet de bruger de smukkeste ord, som Tyrkerne kan på det mediterrane lingua franca. No pillar fantasia; Dios grande, mundo cosi, cosi si venir aventura ira à casa tua: sådan viser de dem et lammefromt ansigt for ad mildhedens vej at forsøge at finde ud af, hvad de ønsker at vide.
Men hvad enten de tror, at slaverne i deres svar skjuler sandheden, eller at de bliver overbevist om, at de med fordel kan få det at vide med magt, hvortil kommer, at de ikke ville regne sig selv for gode Muslimer, hvis de ikke optrådte grusomt mod de kristne, så kan de på et øjeblik ændre fremgangsmåde & ansigtsudtryk, & i stedet for ord, der er dyppet i honning & olie eller med Profetens ord: Molliti sunt sermones super oleum, & ipsi sunt jacula, Psal. 54, kan de sætte et rasende ansigt op, som det er deres natur, og bruge et frygteligt sprog over for dem. Når de omskifteligt ændrer sig, bemærker man pludselig en underlig forvandling: De er ikke længere indsmigrende som før, så de stakkels fangers ulykke igen får overtaget, & de lover dem ikke længere en god behandling. Tværtimod skræmmer de dem med trusler & skældsord & kalder dem hunde, forrædere & gudløse mænd uden tro.
Men det værste er, at de lader dem lægge sig, så lange de er på skibets dæk, hvor de slår løs på dem med stokke på ryggen & maven, mens de siger: Hvad så, Cane, perro, Indæo, traditor, har du skjult sandheden for os? Du har penge gemt af vejen her, du er rigere, end du siger, & tilhører en højere rang & stand, end du giver det udseende af; ud med sproget, hvor meget kan du betale i løsepenge? Sig sandheden, ellers er det sket med dig, for så radbrækker vi dig, & du slipper aldrig levende fra os. Berberne udtrykker sig så voldsomt, & de plagede stakler føler sig så presset af deres trusler & helvedes pinsler, at de somme tider lover mere, end de ejer & har, for at klare frisag.
Men der er mere endnu; for mens de er i så bedrøvelig en forfatning, lader disse Berbere dem ikke slippe, før de fra forskellige har hørt, hvem der er kaptajn, skipper, læge, kalfatrer & tømrer på skibet; for det er som regel mænd, man kan få en god pris for på grund af deres rang & det håndværk, de mestrer. På samme måde finder de ud af, hvem der er rige blandt fangerne, & hvem der er fattige, for på Bazarerne & på Markederne er der godt salg i dem, alt efter om de er unge, gamle, kraftige, svage eller kan et håndværk, eller de er af lav herkomst.
Når de er kommet til en af Korsarernes byer Algier, Tunis, Salé, Tripoli eller tilsvarende, underretter de Pashaerne & officererne & bringer dem navnene på slaverne, så de kan blive solgt sammen med de andre varer, & derfra trækker de, hvad de har ret til, & det er normalt ti procent; & det er så Tragikomedien eller snarere Tragedien, for det sker aldrig uden blodige skærmydsler, som de grusomme pirater har fået for vane at gennemspille, så snart de har gjort sig til herrer, & det går altid ud over dem, der befinder sig på de kristne skibe.”
Fra kapitel 1 af Pierre Dan: Histoire de Barbarie et de ses corsaires, oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
