Danmark og Barbareskstaterne
I Flåden fortæller Jakob Seerup om den danske flådes opgaver i Middelhavet i 1700-tallet. Flåden ydede konvojstøtte til handelsskibe i Middelhavet og på deres vej til De Vestindiske Øer. Begge steder var sejladsen usikker for skibe, last og besætning. I Middelhavet truede nordafrikanske korsarer, og undervejs til De Vestindiske Øer var det engelske pirater, man skulle tage sig i agt for. For at undgå, at skibe med last og besætning blev opbragt, skulle der betales beskyttelsespenge, de såkaldte presenter, og når danske søfolk var så uheldige at blive taget til fange, skulle de efterfølgende løskøbes. En af de kilder, Jakob Seerup støtter sig til, er søkadet Peter Schiønning mange breve essays, digte og dagbog, hvori han noterede stort og småt. Hans omfattende samling skrifter er lagt frem i renskrevet form af Nationalmuseet, så man slipper for at skulle tyde Peter Schiønnings håndskrift.
Undervejs i dagbogen fremgår det, hvordan Peter Schiønning bestandig er i gang med at tilegne sig ny viden. Og han spænder bredt, fra den matematik, han forventes at lære som søkadet, til at øve sig i at skrive fortællinger: “I Oktober paa Neptunus skreven adskillige Eventyr op, ud af Hovedet som ieg havde hørt dem fortælle, for at øve mig i at forfatte en Ting Skriftlig, skrev en Historie om en Rig og en fattig Bonde, som var Brødre, og andre paa 23 store Quart-Sider, endnu adskillig andet paa 15 store Quart-Sider. Læst Admiral Adlers Liv og Levnet.” Det henleder opmærksomheden på, at Peter Sciønning ikke kun er faktuel i sine dagbogsopslag, men også beskriver landskaber, kulturhistorie. ændringer i flådens forvaltning, ligesom han er meget opmærksom på de sprog, der tales, og hvem der kan begå sig på andre sprog end dansk. Og at dømme efter, hvad han selv forstår, når han er på farten, må han have kunnet flere sprog.
Med ‘gaver’ til Marokko
I 1752-53 var Peter Schiønning med fregatten Christiansborg i Marokko. På vejen til Safi besøgte han Cádiz, hvorfra han skrev om de tyrkiske officerer, der sad som fanger i San Sebastián borgen. Spaniernes tyrkiske fanger minder os om, at det ikke kun var Barbareskstaterne, der opbragte skibe og tog fanger. Det samme gjorde eksempelvis Spanien. I dagbogsuddragene benævnes alle ‘gaverne’, de såkaldte presenter, som i virkeligheden er beskyttelsespenge, så danske handelsskibe kan færdes uhindret i Middelhavet uden at blive opbragt. Skal man sammenfatte det, består gaverne af ammunition. Og det er jo skæbnens ironi, at Danmark med den ene hånd betaler beskyttelsespenge for at sikre sig mod angreb fra korsarstater, men leverer den ammunition, der skal bruges til angreb og opbringning af fremmede skibe. I dagsbogsopslagene fra 1752-53 kan man bemærke, at Peter Schiønning udtrykker sig faktuelt og fatter sig i korthed.
“Den 21. April 1753. Saa 9 Tyrkiske Officerer som sad fangen paa St. Sebastians Castel, og var taget paa en Tyrkisk Fregat af 2 Spanske Orlog-Skibe. Chefen af Fregatten var Mahmet Cherif, og bad os da vi gik at hilse Sultan Friderich, etc.
Den 12. Maj 1753. Formiddag Kl. 10 peylede Saphia Nordlige Huk i StO 2 Miil samme Tid hejste Commando uden tillige ved Flag og Giøs, Stander paa Toppen, hvilket han havde Ordre til at giøre i sigte af Cab Cantin. Kl. 1 Eftermiddag ankrede vi med hele Escadren paa Saphia Bay. Blev saluteret af en Engelskmand med 7 Canon-Skud, som blev betakket med 3do. Noget efter af en Franskmand med 3 som blev betakket med 1 do, hejsede hvidt Flag fra Fortoppen, til fredstegn.
Den 27. Maj 1753 Formiddag Kl. 9 kom Sundbel ombord i et Tyrkisk Fahrtøy og fik 15 læster, og 10 Fierdinger i Land med sig til Printzen.
Den 28. Maj 1753. Formiddag Kl. 7 kom Sundblerne ombord med Tyrkiske barquer og fik 15 kasser, 3 Fade og 5 pakker i Land med sig som Presentgods, saavel som forrige til Printzen.
Den 29. Maj 1753. Formiddag Kl. 6 kom nogle Tyrkiske barquer til Borde og fik 52 Tønder Krudt, 200 12-pundige Kugler, 300 6-pundige, og 300 4-pundige Kugler til Printzen.
Den 30. Maj 1753. Formiddag Kl. 11 kom et morisk Fahrtøy ombord og fik 20 Kugler af 8-pundigere. Kl. 4 Eftermiddag lettede Anker og varpede os 3 Cabel-Længder Wester ud. Ankrede saa og peylede den Nordlige Huk af Saphia i NNO ¼ Østl. Miil og Saphia Bye i Øster ½ Sydlig Miil.
Den 3. Juni 1753. Formiddag Kl. 11½ kom hr. Rej, Sundbel og Premier-Lieutenant Kaas ombord, hvilken sidste var en af de Fangne i Land.
Kl. ½1 Eftermiddag giorde vi Signal med et Kongeflag fra Kryds-Toppen og et Canon-Skud for dem i Land, og da for vores Chalup samt den Tyrkiske Bark med monsr. Sundbel fra Borde i Land med en Del Poser samt Kister med Penge i.
Kl 2½ saluterede Fæstningen Saphia vores Ambassadeur Oberste Longeville med 3 Canon-Skud, da han for derfra.
Kl. 3 kom vores Chalup og 2de Tyrkiske Barker ombord med alle vores Folk, som nu havde været fanget der i Landet i 2 Aar.”
Straks derefter brød fregatten Falster i brand. Man kan læse om branden under Peter Schiønnings dagbogsopslag d. 3. juni 1753 og i Jakob Seerups bog Flåden.
Fangne mennesker og vilde dyr
For at opretholde det givtige system med presenter er det nødvendigt til stadighed at tage slaver og sælge dem på markedet. Det ser man af dagbogsopslaget d. 14. maj, 1780: “Om Eftermiddagen giorde Contravisit tillige med Consulen, Dragomanden og Suite hos den Engelske, Neapolitanske Consul og de, som havde været hos mig om Formiddagen. Om Eftermiddagen saae endeel Slaver, der kom og giorde Taskenspillerkunster og spillede med Marionetter ovenfor et Dække. En Spansk Slave giorde Taskenspillerkunsterne meget vel. En anden havde en liden Hund af en ordinaire Skabning, men som udtog Kort, viste hvem Slaven havde givet sit Tøy til, og saadant meere til alles Forundring.” Og igen d. 16. maj, 1780: “ Om Aftenen var inviteret igien til Ridder Chaase for at spille Baset. De Spanske Fruentimmere spilte med, samt nogle Neapolitanske Officerer, der vare Slaver, og som forsøgte Lykken i Spil for om muelig at kunde vinde til at indløse sig for.” Og d. 17. maj efter besøg på den svenske consuls lystgård bemærker Peter Schiønning: “Kl. 5 reed vi igien til Byen. Da vi kom der, kom en stor Tyrkisk Schierbeque paa 32 Canoner, der for nogle Maaneder var gaaet ud at krydse, ind med et neapolitansk tomasters Skib, den havde giort Priis, der var ladet med Sæbe og havde 19 Mand ombord, hvoraf de to vare Passagerer, der fik lov at reyse igien, da de andre vare Slaver. Schierbequen havde en overmaade lang og rød breed Vimpel, skiød en Hob Skud af Glæde, gik strax ind i Havnen.”
“Den 18. Maj 1780. Om Formiddagen saae de neapolitanske Slaver fra Skibet, der var opstilt paa et Torv for at skulde sælges. Saae i Slavehuuset fire Tigere bundne i Lænker, saae og fire Løver der vare i Familie, de to af dem vare ikke fuldvoxne. Da vi ikke ret kunde see dem i deres Hule, blev de udladt i Gaarden, for at de kunde sees desde bedre, da vi gik op paa Terazzen for at see dem, og derefter skulde inddelukkes igien, men som de ikke saa hastig kunde faae dem ind igien, kom de løbende op hvor vi var, at vi i et Kammer og saae dem udenfor os, de blev atter inddrevne og os sagt, at vi nu kunde gaae sikkert ned. Da vi derpaa og noget derefter vilde gaae ned af Trappen, og ieg var et Stykke foran, og først skulde gaae ned, kom tre af dem som alt var midt paa Trappen løbende i fuld Galup op imod mig. Deres Opvartere vare efter dem og fik dem ned igien, men ikke før end at da den store svingede sig ned igien, rørte han mig med sin Rumpe paa Armen. De som var efter mig fik Tiid nok til at retirere, som ieg ikke kunde faae. Den store var bleven vred da den saa hastig skulde indelukkes igien, og atter undløbet dem tillige med de smaae. Man sagde nok, de var tamme og ikke giorde Skade, men det var ikke at lide paa, at dette kuns var de, de kiendte, og naar de ikke var sultne.”
Med ‘gaver’ til Algier
I 1779 førte Peter Schiønning fregatten Bornholm til Algier med presenter og derfra videre til Vestindien, hvor fregatten skulle beskytte en konvoj af danske handelsskibe. De konvojen blev angrebet af engelske pirater, nedlagde han våbnene. Det var altså ikke kun i Middelhavet, at korsarer og pirater opbragte handelsskibe undervejs. Ved sin hjemkomst blev Peter Schiønning stillet for en krigsret, undgik at blive dømt til døden, men blev bortvist fra hans majestæts tjeneste i november 1781. Før sin egen kassation deltog Peter Schiønning d. 22. januar 1779 i krigsretten mod løjtnant Kiøning og skrev i den anledning: “Han havde et godt Hoved, var for Resten en flink Officer, forstod Sprog, men iblandt som tit de bedste Hoveder lidt udsvævende. Ieg holdt for, man ikke saa hastig skille sig ved en habil Officer, afværgede og derfor hans Cassation.” Det samme burde man have sagt om Peter Schiønning, der var endnu et godt hoved, men han blev kasseret.
I forhold til dagbogen godt 25 år tidligere er mange af dagbogsopslagene blevet længere og mere beskrivende, så man ikke kun præsenteres for faktuelle oplysninger, men også får beskrivelser af landskaber, situationer og personer. Her er udvalgt en længere passage, der giver indblik i, hvad Danmark giver som presenter. Peter Schiønning bemærker straks, hvordan Algiers forsvarsværker er blevet udvidet. Og da han ganske usædvanligt bliver vist rundt, fremgår det, at alle andre også giver gaver til forsvarsværkerne. Algier er således tydeligvis blevet en stærk sørøvernation takket være de beskyttelsespenge, som udsatte nationaliteter giver. Men selv om alle giver presenter, virker Schiønning alligevel forsigtig på turen ind mod Algier.
“Den 8. Maj 1780. Om Morgenen Kl. 8 holdt med SWtS Vind ind af Nauet igien, som da var begyndt at blæse med Bramseyls-Kuling, og siden mere friskede til Wester, at vi imod Kl. 1 passerede Gibraltar Bay og Bjerg, holdt mig tæt under Barbarisk Kyst, og det høye Abebjerg saa nær at det syntes vi kunne kaste i Land og stod Skyerne i saadan en Mængde for oven og var sunket ned imellem bjergene og i dalen, at det var et fælt Syn at see, og overgik alle Poeternes Beskrivelser i Fælhed, som har ville beskrevet Æolus Opholds Sted, eller hvor Skyerne og Vinden havde deres Hiem, men som man dog ved at se et Syn af dette kunne se at have skrevet naturlig, den højeste Top at Abebjerget fik vi ikke førend omsider at se oprækkendes over Skyerne som hid indtil havde bedækket den, og syntes at være meget højere end Gibraltar Bjerget, og utrolig at denne høye Top var fast med Bjergene, der saa langt stod og oppe en Mængde tykke Skyer etc. I Gibraltar Bay saa vi ved gammel Gibraltar liggende en stor Spansk Escadre af hvilke vi kigget tydelig kunne tælle 13 á 14 Orlog-Skibe og Fregatter, foruden Schierbecquer og mindre Fahrtøyer etc. Ved nye Gibraltar kunne vi tælle 8 Krigsskibe, foruden mindre Skibe som var en Engelsk Escadre under Admiral Kohs og som alle tillige med Gibraltar laa blokerede af de Spanske. Endskiønt foran for den Spanske Escadre laa Schebecquer stedse med Seylene løse, var der dog ingen af dem stak til Søes for at preje os, endskiønt vi stod os kun maadelig med det Spanske Hof, og ikke var Minister ved nogen af Hoffene etc. Den Danske Envoyé i Lissabon havde sagt mig, at vi ikke vidste hvad enten Spanierne var vores Fjender eller ikke, men at vi alene skulle anfare det ved hvorledes vores Skibe af dem blev begegnet. Vi havde Krigsammunition til deres Fjender Algiererne inde, bestaaende af Krudt, Kugler, Canoner etc. Og hvilke man sagde de endnu i Aar vilde foretage en Landgang paa. Men ved det vi holdt os ude under Barbarisk Kyst og det høye Abebjerg, hvor det og var meget diset, hvor de formedelst Landet ikke har kunne set os, men at det høye Land gandske har ædt os op, da ieg og selv har observeret i Gibraltar Bay ikke der at kunne se de Skibe som gik tæt under det høye Land endskiønt Veyret var klart, da det tværtimod i Dag var meget diset, etc. Det kunne ikke slaa Feyl, de vidste vores Ankomst og destination, da alle de udenlandske Envoyé’er ved vores Hof alt havde vidst det ved November Maaneds Udgang og vist rapporteret det. Vi havde dissuden været i Lissabon, hvor man og vidste det, og hvor Dronningen havde ladet spørge om vores Destination, vores Force, Bemanding, Chefernes Navne etc. Men sin ieg alene havde svaret, at vi skulle gaa til St. Croix i Vestindien, og hvilket Forespørgelse uden Tvivl var for at rapportere samme til det Spanske hof, da man sagde i Lissabon, Hoffet der ellers aldrig plejede at bekymre sig om nogle Krigsskibes Destination. De Spanske Tartaner havde og i gaar set os, og vores Flag. Vi passerede Strædet meget hastigt formedelst Strømmens gemmenlig Løbested S Øster paa der med megen Force. Saa en stor Bye paa en Bakke noget Norden for Gibraltar. Da vi kom henimod Hukken af Centa stak en udentvivl Barbarisk Chebecque ud derfra, men som gik strax tilbage igien. Saa Centa Bye og Castel etc. Om Aftenen passerede Malaga etc.
[…]
Den 12. Maj 1780. Begyndte om Morgenen krydsede ind paa Bayen og ankrede der om Eftermiddagen. […] Algier selv syntes mig ikke at være blevet større eller mere bebygget, end den var for 25 Aar siden, da ieg var her sidst. Men den havde faaet en Del flere Lystgaarde omkring sig, som giver et smukt Syn og af hvilke der udenfor Byen overalt er fuldt. En Haab flere Batterier havde den og faaet omkring sig paa alle Steder, hvor de kunne være vigtige, saadan en syntes at være meget stærk. Dens store runde Castel med Laternefyret oppe i giver Byen en smuk Anseende, saavel som og den Havn, aabne Porte, mange Canoner deri er liggende, giver den Anseende af et af de considerableste og kosteligste Vandværker man vil se, ligesom og hele Byen giver et smukt Syn med alle dens hvide Huuse liggende paa Hældningen af et Bierg, og hvorved ligesom Lissabon den største Del kommer til syne af den.
Den 13. Maj 1780. Presenterne blev i Dag overleverede til Deyen, hvorved Herbst havde Audientz hos Deyen, hvilken strax havde spurgt efter Capitainen af den Commanderende Fregat, og da Consulen svarede ieg var syg, sagde han, han haabede saa snart ieg blev frisk at faae mig at see, og om muelig imorgen. St. Jan seylede ind i Dag i Havnen for at udlosse. To Tyrkiske Cherbequer gik atter Seyl i Dag for at krydse, og hvoraf den ene var stor og førte 32 Canoner, som tillige havde Troupper inde at debarquere i Bona.
Den 14. Maj 1780. Pintzedag. […] Kl. 1½ gik til Deyen med Consulen og Dragomanden foran, Bille, Waltersdorff, Cadet Lütken og Bang fulgte med som i Suite, lidet føren man kommer til hans Palatz tages Hatten af. Vi gik op ad nogle Trapper til ham, hvor han sad i en ikke breed Altan eller Værelse, havde nogle Slaver om sig som syntes at vifte Fluerne fra ham. Hans Hof som er en Storminister sad der og i Nærheden og nogle andre fornemme Tyrker. Ieg havde ikke efter Coutumen kunde blevet befriet for at kysse hans Haand, som da og heele Suiten, Consulen og Dragomanden giorde. Ieg lod ved Consulen sige til Dragomanden at han skulde sige til Deyen, at det fornøyede mig at see ham saa vel, som han lod svare til, at han var saa temmelig – dernæst at ieg havde at hilse ham fra Hands Mayestæt Kongen af Danmark, som han takkede for. Deyen tilbød om ieg vilde see hans Have, Gaard, etc. men som ieg forsømte af Frygt for for store Drikkepenge, da Consulen forsikrede det kunde til alle Betienterne der løbe mod 50 Ducater, og fraraade det. Men alle Fæstningsværkerne og Castellerne besaae ieg. Byen var nu overmaade stærk befæstet, som den især var bleven efter at vores Escadre under Admiral Kaas 1770 var der, da de paastod den var meget svag, og at vi kunde giort den megen Skade, men at vi havde lært dem at befæste den. De viste et stærk Batterie, som de til Erindring kaldte Det Danske, der havde været det svageste Stæd tilforn, hvortil de ikke med deres andre Batterier havde kundet række. Ieg saae iblandt andre Metalcanoner og Morterer og endeel af C:6 med hans Navn paa. Et Castel hvor vi var inde paastod de ingen Fremmed endnu tilforn havde seet. Consulen fortalte mig siden at Deyen have sagt, at da ieg var en ældre Capitain end Herbst, saa undret han paa at den Danske Regiering ikke hellere sendte den ældste, da dersom de skulde sende nogen til Danmark, vilde de sende af de ældste og bedste de havde, som Consulen bad ieg vilde sige Grev Bernstorff, naar ieg kom hiem, da han og imidlertiid vilde skrive det. Og dermed var Audientzen forbi, da ieg igien kyssede hans Haand og tog Afskeed, som de andre og giorde, og gik ned. Hans heele Gaard nedenfor saavel som og udenfor var fuld af Vagt, nogle af Janiskarerne udenfor syntes at være til Alders, havde grønne Klæder, sad og drak Caffe, dog paa deres Sæder i en Rad. En stor Mængde blaae Duer var i Gaarden. Vi gik derfra rundt omkring i Gaarden hvor alle hans Ministre og sad, hver i sit Rum eller Værelse, paa Bænke belagt med Matrasser og Teppener hvor de sad paa Tyrkisk, med Benene oppe under sig paa Kryds. […]
Den 15. Maj 1780. Sendte Deyen Presenter ombord til mit Skib i to Tyrkiske Barquer, bestaaende af 6 Stude, 14 Tyrkiske Faar, en Mængde Sække med Brød og Grønt. Da vi havde faaet det over takkede ieg derfor med tre Canonskud som saaledes er brugelig, gav Tyrkerne og nogle af Mohrerne som var i Fahrtøyerne Caffe og Tobak at røge i Cahytten. Sendte det halve af al denne Forfriskning til Herbst. En af Studerne stangede en af mine Folk saaledes, at han nær derover havde død, traf ham imellem Benene, at han skulde været castreret for at beholde Livet, men som dog uden denne Operation blev coureret. Om eftermiddagen Kl. 5 tog iland, og til Consulens for at blive der inat. Hrbst v: Gl:, Lis: mget: sm ig, vlde R-prt: ey af Cprse. Blev inviteret om Aftenen hen til en portugisisk Kiøbmand navnlig Schaase, der tillige var Ridder af Christi Orden, hvor blev spillet a la Baset. I hans Huus var ellers en spansk Obristinde tillige med hendes Datter, der var Slavinde her i Algier. Datterens Fader var Commandant i Fæstningen Oran, som de Spanske eyer paa den algieriske Kyst. Disse Fruentimmer tillige med en ung Officer der friede til Datteren vilde en Eftermiddag gierne spatzere uden Porten for Fæstningen, som Commandanten endelig tillod, efter først at have ladet visitere om ingen Tyrker opholdt sig i Nærheden og derefter gav dem 50 Grenaderer til Bedækning, men 100 Mand Tyrker til Hest lurede og giorde et Anfald paa dem, Fruentimmerne blev strax fangne, Grenadererne maatte returnere, den unge Officer lod sig godvillig fange, for ikke at forlade sin Kiæreste. De bleve alle ført til Algier, og skulde udranzoneres, hvoraf Fruentimmeren har Deyen ansat for 24.000 Rigsdaler. En Summa, da Familien ikke er riig, de aldrig kan betale, og derfor maaskee kommer til at forblive Slave deres Livstiid. Faderen havde desuden det Uheld at blive afsat fra sin Commandantpost for denne Uforsigtigheds Skyld, men blev siden indsat igien i Betragtning af han havde mistet sin Familie, men som Kongen lod ham betyde han ikke havde i sinde at løse. Datteren, navnlig Donna Vincentina Majol, der er ung og meget smuk, har i Særdeleshed mange Charmes naar hun taler. Er en hollandsk Officer her, var bleven meget forlibt i, og endelig vilde have, tilbød hende, da hans Familie har Penge, at vilde løse hende ud. Dette kunde blive Sujet til en Roman, thi hvad skal hun giøre, skal hun blive fri, indgaae i en rig Familie og tage imod gode Dage, imedens den som lod sig berøve Frihed for hendes Skyld er Slave og liider meget ilde, seer sig sin Kiæreste berøvet der for ævig har forladt ham og givet sig til en anden.
Den 18. Maj 1780. […] Gik ned til Mullien for at besee samme overalt. Da det blev meldt til Intendanten af Marinen, fik Overconstablen Ordre at viise mig om allevegne, som og Havnecapitainen. Blev indlukket i det store runde Castel, hvor aller øverst Søelanternen staaer, og som er det aller vigtigste, kostbareste og hemmeligste af Algiers Befæstning, og hvor Overconstablen sagde ingen fremmed Officer endnu havde været. Det bestaar af tre Etager, er stort i Omkreds, fuldt af lutter Metal Canoner, i underste Etage er 36-pundige, hvoriblandt og som mig syntes heel Cartouver, i anden 24-pundige, i 3die mindre. Canonerne ere alle foræret til Algiererne og bestaae af Spanske, Hollandske, Svenske, Tunesiske, Stoertyrkiske, etc. Ieg kunde ingen Danske see og man viiste mig heller ingen, endskiønt man omhyggelig viiste mig alle de andre. Dette Taarn kan beskytte Havnen og Byen til alle Sider, men har og der en stor Hob anden Krigsamunition, en Hob Spanske Canonfiske, eller at stille Canoner ved, der vare af Iern og som Dunkrafte, og hvilke de syntes de giorde meget af. Besaae heele Havnen. Et Skib som stod under Bygning og som Slaverne arbeidede paa, da der ovenover Skibet var trukket Seyldug at de kunde arbeide i Skyggen.”
Søofficeren Peter Schiønnings livsforløb: https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/soeofficeren-peter-schioennings-liv/
Peter Schiønnings dagbog på Nationalmuseet (man kan vælge årstal i højre side): https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/militaerhistorie/soeofficeren-peter-schioennings-liv/kilder/peter-schioennings-dagbog/1732/
Jakob Seerup: Flåden. Aarhus Universitetsforlag, 2021
