Kapitel 1: Indledning

Den Iberiske Halvø var som navnet antyder beboet af iberere, som man dog ikke ved så meget om. De blev sandsynligvis opslugt af det Romerske Imperium, der bredte sig ind over halvøen. Romerne opbyggede byer, veje, akvædukter og ikke mindst gjorde de Halvøen latinsktalende. Efter Romerrigets sammenbrud blev området overtaget af visigoterne, der ikke kom i stort tal og derfor blandede sig med romerne. De havde magten i området frem til 711, da indbyrdes stridigheder gjorde, at man bad araberne fra Nordafrika komme til hjælp. Herefter blev det mauriske rige Al-Andalus etableret, og halvøen oplevede tre hundrede år med så meget fred og fremgang, at det kunne aflæses i et voksende befolkningstal. Men i begyndelsen af 1000-tallet brød indre stridigheder om magten ud, og Al-Andalus blev opløst i taifariger. Dermed kunne de kristne riger i nord gradvis vinde terræn og brede sig ned over halvøen.

I dette landskab af skiftende alliancer på kryds og tværs mellem kristne og mauriske riger blev ridderen en vigtig figur i samfundet og en eftertragtet arbejdskraft. Ridderen kæmpede ikke alene, men drog omkring med sit følge af riddere og fodfolk. Som god strateg og ordholden mand kunne ridderen blive kendt viden om, og gøgleren, der gik fra sted til sted og underholdt med sange og fortællinger, berettede selvfølgelig om ridderens bedrifter. På den måde fandt riddernes indsats på slagmarken vej til viser og sange, og pludselig kunne miraklet ske: Beretningerne blev samlet til en længere fortælling på digt eller i prosa. Noget blev skrevet ned, andet blev glemt, men det meste blev husket og gentaget, hvor gøgleren kom frem og blev godt beværtet.

Sangen om min Cid

Rodrigo eller Ruy Díaz, en ridder fra anden halvdel af 1000-tallet, blev landsforvist fra kristne riger, men gik både i maurisk tjeneste og bekæmpede mauriske riger med sine mænd. Selv om eftertiden gerne vil tale om generobring af den Iberiske Halvø fra maurerne, fortalte alliancerne på kryds og tværs en anden historie. Det handlede ikke om religion, men om kampe for at tage bytte og krige for at tvinge modparten til at betale tribut. Den slags var Ruy Díaz god til. Men selv om han både tog bytte fra maurerne lokalt og tvang små, mauriske riger til at betale tribut, blev han alligevel så vellidt blandt maurerne, at de respektfuldt kaldte ham min Cid (Herre).

Sangen om min Cid blev digtet omkring år 1200. Men hvorfor samler nogen mon erindringerne om hans bedrifter, hundrede år efter hans død? En forklaring kunne være, at man fortsat ønskede at rekruttere riddere til kampene mod maurerne. For maurerne var på det tidspunkt langt fra overvundne. Derfor blev det rige bytte fremhævet den ene gang efter den anden. Og når min Cid og hans mænd var i stand til at besejre en overlegen styrke, var der muligheden for at vinde ry i kampen. Endelig betød den ændrede jura, at visigoternes endeløse og blodige fejder måtte vige for at afgøre sagen én gang for alle med en duel mellem nogle få riddere. Også dét blev “offentliggjort” i Sangen om min Cid.

Amadis fra Gaula

Omkring midten af 1200-tallet var maurerne stort set overvundne, bortset fra emiratet Granada, der holdt stand til 1492. Der var altså ikke samme behov for at rekruttere riddere i slutningen af 1200-tallet, da den lange ridderfortælling Amadis fra Gaula opstod. I dette værk kan man se inspirationen fra fortællekredsen omkring kong Arthur. Nu drejede det sig ikke længere om at rekruttere kampduelige riddere til kampene mod de mauriske riger, men om at underholde kamplystne mænd, der gik og kedede sig. De mange kampe i ridderfortællingen fik følgeskab af den høviske kærlighed, og da ridderne drog omkring, var der rig mulighed for, at de mødte en prinsesse eller en lidt mere moden borgfrue, der brugte alle kneb for at sikre sig en af de prægtige riddere som sin ven. Amadis fra Gaula udkom på tryk i 1508. Det blev startskuddet til rigtig mange nyskrevne ridderbøger, den ene mere fantasifuld end den anden. Og der var ingen ende på det brogede mylder af kæmper, troldmænd, hekse, mænd klædt som kvinder og omvendt.

Don Quixote

Ridderbøgerne udviklede sig hurtigt til et sandt forlagsboom i 1500-tallet. Miguel de Cervantes Saavedra startede Don Quixote som en parodi på de forrykte ridderbøger, men da han var kommet godt i gang, skiftede han fra 1500-tallets ridderbøger til 1200-tallets Amadis som forbillede for don Quixote. Det var smukt og idealistisk at efterligne middelalderens ridderidealer, og samtidig kunne riddertitlen få lavadelsmanden don Quixote til at fremstå fornemmere. Men helt bogstaveligt at drage omkring som ridder og udkæmpe dueller virkede både latterligt og tragisk, da ridderen som kriger ikke længere spillede nogen vigtig rolle i samfundet. Han var blevet afløst af de navnløse soldater, der døde som fluer i datidens mange krige. Og af alle de folk, der passede deres landbrug og håndværk, varetransport og kroer, hvor man kunne overnatte. Når don Quixote tænkte og handlede som ridder i en samtid præget af handel og vandel, blev han derfor betragtet som gal. Hans galskab var imidlertid et nødvendigt litterært greb, for i ly af den kunne Cervantes lade don Quixote tale soldatens sag og kritisere, at der ikke tilfaldt den navnløse soldat ære eller underhold efter endt tjenestse. Og når konstruktionen med den gale først var på plads, kunne den også bruges til mange andre skarpsindige iagttagelser, der ellers ikke ville være sluppet gennem inkvisitionens skarpe bogcensur.