Om slavernes arbejde
I værket Histoire de Barbarie et de ses corsaires fra 1649 gennemgår den franske præst Pierre Dan de forskellige gøremål, som slaverne blev sat til i barbareskstaterne.
Pierre Dan: OM SLAVERIET I BARBARESKSTATERNE (fra kapitel 6)
“Dem, som alderdommen har berøvet deres styrke, får til opgave at gå rundt i byen med vand i læderdunke læsset på æsler & sælge vand til fangegårde & murerværksteder & andre steder, hvor der ikke er brønde. Eller de sælger vand i gaderne, hvor de går omkring med en stor krukke på skulderen & falbyder det med råbet abbelma, der betyder hvem vil have vand. De aftaler med deres herskab, hvor mange asprer de hver aften skal aflevere, hvor fem asprer svarer til en sol i vores møntfod & desuden skal de stakkels mennesker ernære sig af det, de sælger. Sker det, at de ikke kan aflevere det aftalte beløb, fordi de ikke har kunnet afsætte alt det vand, som deres herrer har befalet dem at sælge, får de en omgang med stokken, når de vender tilbage, uden hensyn til, at det ikke er deres fejl. For at undgå det indgår de stakkels fanger i stedet en aftale med deres herskab om at levere så & så meget om måneden & beholder resten, hvilket ikke er meget. Det samme gør sig gældende ved alle de andre hverv, som deres herrer anviser dem. Men det sker også, at de lejer dem ud til andre, der lader dem arbejde, så indtjening & overskud tilfalder deres herskab.
Hver morgen & aften skal fangerne drage omsorg for at have vand parat til at rengøre husets lokummer, hvilket på lingua franca kaldes la bande. Det sker især i Algier, hvor der i hver bolig er en rende, der fører direkte ud i havet, da byen ligger på en skråning.
Hver anden dag skal fangerne bringe brødet til byens fælles bageovn & de skal gå hen & hente det, når det er færdigt. For Tyrkerne & Maurerne holder rigtig meget af friskbagt brød; så meget, at et brød til fire asprer koster en aspre mindre for hver dag, der går, efter at det er blevet bagt, & hvis man i huset ikke råder over tjenestepiger, der normalt er sorte slaver, skal fangerne også ælte dejen.
En gang om ugen skal fangerne sørge for at vaske klinkegulvet i hele huset, det vil sige gården, værelserne & svalegangene, hvor der almindeligvis er lagt et gulv af brændte klinker i forskellige farver, der danner mønster. Det er nemlig skik blandt Tyrkerne at holde deres huse pinligt rene, & før man går ind, stiller man skoene fra sig.
Det er de samme slaver, der bleger husets linned, når der ikke er tjenestepiger, & går uden for byen til vandposterne & vasker det. Til det formål bruger de sæbe, der dog ikke er lavet af aske, for det bruger man ikke der i landet.
Tilsvarende er det deres pligt at hvidte alle husets mure hver fjortende dag, idet man dertil bruger en slags kalk rørt op i mælk; det gør, at huset virker skinnende hvidt indendørs & udenfor; de har vænnet sig til at gøre det sådan, ikke kun fordi det tager sig pænt ud, men også for at holde deres bolig fri for edderkopper & andet utøj, som landet er plaget af.
Når der ikke er andet at lave, skal de drage omsorg for at lege med de små børn, bære rundt på dem & tage dem med ud at spadsere på gader & stræder.
Nogle af dem har den beskæftigelse at gå omkring i byen for at sælge frugt & urter.
Andre lejes ud af deres herre for at skaffe afføring & dyregødning fra gader & huse af vejen uden for byen.
De bliver sendt ud på landet for at vogte køer, får & geder, uden at de får anden føde med sig end lidt frugt, brød & vand. Det er meget ubehageligt på grund af den voldsomme varme i landet. Men alle de opgaver & beskæftigelser, som jeg indtil nu har fortalt om, er nemme & behagelige i sammenligning med dem, der følger.
Det er hverv, hvor de bliver sat til at arbejde i marken & somme tider bliver de spændt for et åg sammen med et æsel eller en hest, alt efter deres herrers lyst & forgodtbefindende.
De skal selv sørge for at dyrke haverne & her kan de til deres store fortrydelse sige, at der vokser flere torne end roser der & flere morgenfruer end andre blomster.
Det påhviler dem at høste i sommerens varmeste tid.
Når der skal fremstilles klinker & mursten, som alle husene er bygget af, bruger man dem til det, ligesom da israelitterne blev holdt fangen i Babylon.
Fangerne tjener ligeledes som håndlangere & hjælpere for murerne, hvad enten de skal bygge i byen eller på landet.
Når man har brug for store sten i Algier, især til vedligeholdelse & opbygning af molerne, lader man fangerne trække dem dertil på tungt lastede kærrer eller snarere vogne, hvor de binder fangerne fast med reb & jeg har set op til fyrre spændt for en vogn: for folk i byen bruger ikke heste til det, da vejene er smalle & de bedste til at køre vognene er de stakkels fanger. For hvis de uheldigvis ikke trækker, som det passer herrerne, får de en omgang med stokken & bliver udsat for andre forhånelser.
Man lader dem arbejde mere, end de kan holde til, når man sætter dem til at klargøre skibene til kapertogterne, lade kanonerne, transportere ammunition til brug i krigen & forsyninger; tjære skibene & overstryge dem med tælle & gøre alle de andre ting, der er nødvendige for udrustningen eller rejsen på havet.
Der skal bruges en kaptajn, en skipper, en læge, en kalfatrer & nogle matroser for at sejle et skib; det er blandt slaverne, man finder de mest erfarne & duelige til det.
Deres galejer sejler ud på kapertogter for at udøve deres almindelige sørøveri på havet, men ak, det er en jammer uden lige at se de stakkels kristne fanger blive tampet med strop eller stok for at få dem til at slide ved årerne, men det vil jeg fortælle om i det næste kapitel.
Til slut skal det siges, at det skændigste & skadeligste, som Tyrkerne & Berberne bruger deres slaver til, som det også er blevet bemærket tidligere, er hvervet som blodige håndlangere & skarprettere, når en tyrk er blevet dømt til døden. Der er en lang række andre beskidte & modbydelige hverv, hvor man lader dem ordne la bande, men det forbigår jeg i stilhed for ikke at trække det i langdrag. Her skal det bare bemærkes, at enhver, uanset hvor svagelig han tager sig ud, kan varetage et af disse hverv & ingen kan sige sig fri ved at påberåbe sig skavanker eller alderdomssvækkelse.
Hvad de kvindelige slaver angår, bliver de beskæftiget med husholdning & opvartning i huset, hvor Berberne påtvinger dem deres modbydelige & liderlige lyster & de børn, som fødes der, bliver omskåret & gjort til Muhamedanere.”
Fra kapitel 6 af Pierre Dan: Histoire de Barbarie et de ses corsaires, oversat af Rigmor Kappel Schmidt.
