Sørøveri i Middelhavet
Sørøveri kan udøves af en enkelt aktør. Det kræver blot en sørøverbande, et skib og en base, hvor man kan afsætte tyvegodset og få nye forsyninger om bord. Og selvsagt også en kyststrækning, en by eller et land, der ser igennem fingre med sørøvernes aktiviteter. Er der først etableret en passende base, kan der let komme flere sørøverskibe til. Og bliver sørøveriet en væsentlig indtægtskilde for byen, området eller landet, er det fristende at lade det fortsætte. Sådan voksede Tripoli, Tunis, Algier, Oran og Salé stille og roligt frem som baser for sørøvere. Magreb-landene i Nordafrika med en befolkning, der var en blanding af arabere og berbere, var svækkede efter magtkampe mellem beduiner og berbere, da det afgørende vendepunkt indtraf i De Spanske Riger i 1492. Det var året, hvor Cristóbal Colón opdagede Den Nye Verden. Og hele den jødiske befolkning fik valget mellem at omvende sig til kristendommen eller forlade De Spanske Riger. Granada, det sidste mauriske rige på Den Iberiske Halvø, overgav sig samme år til Det Katolske Kongepar. Maurerne fik gunstige vilkår og ret til at bevare deres religion, men det blev der snart ændret på. Det satte gang i en maurisk udvandring, hvor især Algier og Oran var oplagte byer at søge til. Så fra 1492 oplevede Algier og andre kystbyer i Magreb en løbende indvandring af maurere fra De Spanske Riger, men også italienere, grækere og albanere fandt vej til Algier, der hurtigt udviklede sig til datidens Wild West. De kristne skulle bare renegere, altså afsværge den kristne tro og blive muslimer. Og havde de lokalkendskab til en kyststrækning i deres hjemland, kunne de lede sørøverne direkte hen til de steder, hvor byttet var størst.
Med vækst i sørøveriet fik Algier hurtigt problemer med De Spanske Riger, hvorfor den lokale emir i 1515 bad den navnkundige korsar Baba Arudsh/Oruç om hjælp. Baba Oruç blev forvansket til Barbarossa, selv om baba betyder far på tyrkisk og ikke har noget med barba, skæg at gøre. Barbarossa kom gerne emiren til hjælp og slog ham snart efter ihjel, så han selv kunne overtage magten i Algier. Men i 1518 døde han i en træfning med spanierne og blev efterfulgt af sin bror Khair-ad-Din, der ikke kun arvede magten efter ham, men også tilnavnet Barbarossa. Før de to brødre overtog kommandoen i Algier, havde de opbygget en effektiv flåde af sørøverskibe, så også Khair ad-Din eller Hayreddin var en erfaren flådeleder.
Fra hans base i Algier var der ikke langt over til den spanske sydkyst. Og med små, hurtige galajer kunne han kontrollere sejladsen gennem det smalle stræde til og fra Middelhavet og selvfølgelig opbringe købmandsskibe med last, passagerer og besætning. Desuden kunne hans skibe let udsøge sig en lille by på de spanske kyster, på Korsica, Sicilien eller Italien, plyndre stedet for værdier og tage fanger for derpå hurtigt at vende tilbage til Algier igen.
Khair-ad-Din var helt på det rene med, at den trafik ville påkalde sig den spanske konges vrede og udløse gengældelsesangreb. Derfor henvendte han sig til sultan Süleyman i Konstantinopel og fik hans støtte til gengæld for at blive en provins i det vidtstrakte Osmanniske Rige. Da spaniernes admiral Andrea Doria begyndte at gøre sig gældende, blev Khair-ad-Din kaldt til Konstantinopel, hvor sultan Süleyman gjorde ham til øverstkommanderende over den tyrkiske armada, hvorpå Barbarossa erobrede Tunis. Herefter hærgede og herskede Barbarossa nærmest uindskrænket i Middelhavet, men lod de franske byer i fred, for de var beskyttet af deres alliance med Det Osmanniske Rige.
Da Süleyman i 1533 udnævnte Khair-ad-Din til øverstbefalende over den osmanniske armada, tilbragte denne vinteren i Konstantinopel, hvor byens værft blev reorganiseret efter Khair-ad-Dins anvisninger, med det mål, selvfølgelig, at kunne råde over de mest avancerede skibe. Det gjorde både hans sørøverflåde og den osmanniske armada uovervindelig. Sit sidste leveår trak Khair-ad-Din eller Hayreddin sig tilbage og døde i fred og ro i Konstantinopel, hvor han altid blev æret som den store kriger og søfarer, han var.
