Cervantes i Algier
Her skal der fortælles om den spanske soldat og forfatter Miguel de Cervantes Saavedra, der blev født 1547 i Alcalá de Henares og døde i Madrid 1616. Han overlevede det legendariske slag ved Lepanto i 1571 og klarede også fem år som fange hos korsarerne i Algier fra 1575 til 1580. Og hvad der kunne være mindst lige så farligt, det farende liv på landevejen i Andalusien og mellem Andalusien og Madrid, fra 1888 som inddriver af proviant til den spanske armada og fra 1594 som skatteopkræver. Det hårde liv som soldat, fange og opkræver gav ham masser af stof til de eksemplariske noveller og storværket over alle værker Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha, som han skrev, da han på sine gamle dage ikke længere kunne holde til det omfarende liv. Selv om hans kendteste værk er Don Quixote, er det hans skuespil Fangegårdene i Algier, der er anledningen her. Skuespillet er inspireret af forfatterens oplevelser i de fem år, han blev holdt som fange i Algier, indtil han blev løskøbt af Tridentinerordenen. Han skrev dette og andre skuespil i 1580’erne, da det ikke lykkedes ham at få et fast embede. Gælden fra løskøbelsen skulle jo betales.
Vi har ikke adgang til breve, dagbøger, notater eller andre vidnesbyrd fra Cervantes’ hånd. Men De Spanske Riger var bureaukratisk, så rundt i arkiverne ligger der dokumenter om snart sagt alt og alle. Man gik til notar og fik notarbevidnet, hvis man gav et løfte eller en gave, og inventar og medgift blev også nedskrevet og bevidnet af en notar. Det er derfor en udbredt sport at blade arkiverne igennem på jagt efter uopdagede dokumenter om Miguel de Cervantes Saavedra. Derfra har man efterhånden skaffet sig viden om hans liv, brik for brik. Men hvordan han selv oplevede livets tilskikkelser og genvordigheder, ved vi ikke meget om. Dog giver hans reaktioner og handlinger et billede af ham. Han var en handlingens mand, han var modig og ikke bange for at dø i kamp, han vovede at foreslå kongen at komme fangerne i Algier til undsætning, han gik langt for at bevare sin bevægelsesfrihed, satte gerne livet på spil og kunne om nødvendigt også lyve, hvis det var nødvendigt, han bistod gerne folk med at skrive for dem, men tog sig selvfølgelig godt betalt, som indsamler af proviant friholdt han ikke kirkens godser, hvilket indbragte ham en bandlysning fra ærkebispedømmet i Sevilla, til gengæld indlogerede han sig på Sevillas bedste kro. Han satte altså livet på spil, men forstod også at leve det i fulde drag.
Fra krigshelt til løskøbelsesfange
Det var sandsynligvis en duel, der sendte Miguel de Cervantes ud i den store verden. I hvert fald melder et dokument fra dengang, at en ung mand ved navn Miguel de Cervantes havde duelleret, hvilket var forbudt i hoffets by Madrid. Man formoder, at der var tale om den fremtidige forfatter Miguel de Cervantes, men sikker kan man ikke være. Til gengæld ved man, at den unge mand sørgede for at komme væk fra Madrid i en vis fart. I Rom kom Miguel de Cervantes i kardinal Giulio Acquavivas tjeneste og fulgte ham på rejse til en række italienske byer. Rejseruten brugte Cervantes senere i den eksemplariske novelle “Licentiaten Glar”. Herpå indtrådte han i den spanske armada i Napoli og deltog i 1571 i det legendariske slag mod den osmanniske armada ved Lepanto. Egentlig var han febersyg, men insisterede alligevel på at deltage i kampene. Det var sidste gang, man i træfninger til havs kæmpede ved at borde de fjendtlige skibe, hvad Cervantes senere lod don Quixote fortælle om i en af dennes fornuftige taler. Heri hyldede don Quixote de navnløse soldater, der heroisk og uden udsigt til berømmelse løb over planken til det fjendtlige skib og kun alt for ofte endte deres liv i det kolde, mørke vand. Det var således erfaringerne fra slaget ved Lepanto, som Cervantes fremhævede, når han brugte don Quixote som talerør.
Først i 1575 var Miguel de Cervantes på vej tilbage til De Spanske Riger sammen med sin bror Rodrigo. Kort før skibet anløb Barcelona, blev det opbragt af korsarer efter hård kamp, og skibets besætning og passagerer blev taget til fange og bragt med til Algier. Det gjaldt også Miguel de Cervantes og hans bror Rodrigo, der kom til at tilhøre hver deres algierske herre. Miguel de Cervantes medførte to anbefalingsskrivelser, den ene fra selveste don Juan de Austria, den spanske armadas øverstbefalende. Derfor blev prisen for Miguel de Cervantes’ løskøbelse sat så højt. Da hans familie på ingen måde var velhavende, var flugt hans eneste mulighed.
Flugtforsøg
Under sit femårige fangenskab forsøgte Miguel de Cervantes at flygte fire gange, og fire gange mislykkedes det. Første gang satte han sig for at tilbagelægge 400 km til fods gennem ørkenland til den spanske forlægning i Orán. Derpå lykkedes det for familien at skaffe penge til løsesummen, men de rakte kun til den ene, så Miguel lod Rodrigo blive løskøbt. De aftalte, at Rodrigo skulle organisere et skib på Mallorca og vende tilbage efter Miguel og en udvalgt gruppe fanger, men også det mislykkedes. Tredje gang var heller ikke lykkens gang. Han sendte en maurer med et brev til den spanske kommandant i Orán med anmodning om at hjælpe Miguel og nogle få andre til at undslippe, men heller ikke dette forsøg gik godt. Fjerde gang skulle en købmand fra Valencia skaffe et skib, der kunne hente Miguel og en række andre fornemme fanger ud af Algier, men dette flugtforsøg blev røbet af Juan Blanco de Paz af jødisk-maurisk afstamning, der sikkert var ærgerlig over ikke at være blandt de udvalgte til flugtforsøget.
Straffen for at forsøge at flygte var så mange stokkeprygl, at ingen ville kunne overleve det. Alligevel blev straffen tilsyneladende ikke eksekveret, heller ikke selv om Cervantes var hovedmanden. Der bliver givet forskellige forklaringer på, hvorfor man lod nåde gå for ret. Magtfulde renegater gik i forbøn for ham. Han var en løskøbelsesfange, man forventede at tjene godt på. Men en ganske anden forklaring kunne være, at beretninger om grusomheder mod fangerne var præget af overdrivelser for at sikre, at der i hjemlandet blev gjort tilstrækkeligt for at indsamle penge til løskøbelse af fangerne. Man hører således, at fangerne var lagt i lænker eller i hvert fald blev lagt i lænker efter flugtforsøg. Alligevel kunne Miguel de Cervantes tilsyneladende gå frit omkring i byen og planlægge næste flugtforsøg.
Cervantes i Algier
Algier var vokset til en kosmopolitisk by, da Cervantes kom til som fange. Selv danskere og nordmænd kunne man træffe der. Ud over de 20-25.000 slaver og løskøbelsesfanger og de mange renegater af spansk og italiensk herkomst var der nationaliteter fra stort set hele Europa repræsenteret i byen. Det var en broget og spændende by at opholde sig i. Cervantes kunne begå sig på spansk, men sikkert også på italiensk og arabisk. Desuden fik han ifølge Luce López-Baralt tilegnet sig lidt af den lokale, arabiske dialekt. Og da disse sprog indgik i middelhavssproget, der var en blanding af alle sprog, men især spansk, italiensk og arabisk, havde han heller ikke problemer med datidens lingua franca.
Cervantes var ikke kun en dristig soldat, han kunne også skrive. Mange af fangerne må have været analfabeter, så der var bud efter ham som skriver. Han hjalp gerne folk med at forfatte breve og bønskrivelser til familie, venner og hvem der ellers kunne tænkes at ville løskøbe dem. Hermed må han have fået en forståelse for fangenskabet, der rakte langt ud over hans egen situation, og ifølge Villalmanzo betalte folk ham også for at skrive deres breve. Til gengæld var han ikke god til at skrive digte. Det ser man af et digt fra 1577, sendt til kongens sekretær Mateo Vázquez, hvori han opfordrede kongen til at komme fangerne i Algier til undsætning. Brevet på vers, “Epístola a Mateo Vázquez”, blev opdaget i 1862-63 og forsvandt igen omkring 1869-1872. Digtet blev regnet for en forfalskning, men José Luis Gonzalo Sánchez-Molero, der møjsommeligt har gravet det frem fra arkiverne, argumenterer indgående for, at det er en autentisk afskrift af en bønskrivelse på vers, udfærdiget af Miguel de Cervantes.
Når Cervantes med større held kastede sig over at skrive prosa, kan det skyldes hans ven i fangenskabet, teologen Antonio de Sosa, der skrev et værk i fem bind om Algier by og alle aspekter af fangeskabet. Sosa døde i 1571, men hans værk Topografía e historia general de Argel blev udgivet i 1612 af benediktinermunken Diego de Haedo. Man antager, at værket er skrevet af Antonio de Sosa, men da hans skrivemåde kan minde om Cervantes’, er det blevet foreslået, at Cervantes kunne være forfatteren. På den anden side kunne Cervantes som spirende forfatter være blevet inspireret af Sosas værk om Algier, så det var grunden til, at deres skrivemåder minder om hinanden. Desuden ville Cervantes næppe udgive et værk, han selv havde forfattet, uden at sætte sig eget navn på.
Forskeren María Antonia Garcés har med afsæt i sine personlige traumer argumenteret for, at Cervantes blev traumatiseret af fangenskabets pinsler. Det virker umiddelbart usandsynligt, når man ser på, hvor aktivt han deltog i alt i Algier, en multinational storby med alle tænkelige nationaliteter repræsenteret. Det passede ikke Cervantes at være bundet til ét sted, siden han gentagne gange forsøgte at flygte. Men hans handlekraft, hans mange venner og hans hjælpsomhed, når folk havde brug for et godt råd eller for hjælp til at skrive hjem, tyder ikke på, at han har været traumatiseret. Det samme kan siges om hans energi og aktiviteter, efter at han hjemvendt fra fangenskabet fik travlt med at skaffe penge til at betale af på gælden fra løskøbelsen.
Løskøbelse og hjemvenden
Da Miguel de Cervantes endelig blev løskøbt af munken Juan Gil d. 19. september 1580, brugte han den næste måneds tid i Algier på at sammensætte sin Redegørelse, udfærdiget i Algier og få den beediget. Herefter gik han sammen med andre løskøbte fanger ombord på skibet, der d. 24. oktober satte dem i land i Denia, hvorfra de kort efter fortsatte til Valencia. Her blev de mødt af de sædvanlige ritualer til modtagelse af frigivne: procession gennem gaderne og messe i katedralen. Men det var noget andet, der optog Valencia på den tid. Fiskeren Jeroni Planelles fra Mallorca var tilsyneladende blevet myrdet. Forhistorien var, at en 70-årig mand havde ligget i med sin tjenestepige, forholdet var ophørt, men da hun indledte et forhold til Jeroni Planelles, blev den gamle skinsyg og truede med at lade ham slå ihjel. Da fiskeren kort efter forsvandt, blev nogle søfolk anklaget og fængslet for mordet.
Imidlertid kunne Cervantes fortælle, at han kort forinden havde mødt Jeroni Planelles i Algier og havde hjulpet ham med at skrive et brev til hans far. For at slippe væk fra den gamles mordtrusler var fiskeren gået ombord på et skib, der skulle til Mallorca. Det blev opbragt af algierske korsarer, der førte alle ombordværende med sig til Algier. Cervantes ville gerne vidne, men blev advaret om, at retten i Valencia fængslede vidner. Derfor valgte Cervantes at fabrikere et vidnesbyrd, der gjorde ham til indirekte vidne. I Algier havde han set en fange, der mindede om Jeroni Planelles, og kunne derfor beskrive ham. Fiskerens historie kendte han kun fra de rygter, der gik i Algier. Derfor blev Cervantes ikke fængslet som de andre vidner, men hans vidneudsagn blev renskrevet på valenciansk og forsynet med hans underskrift. Der kom stadig flere vidneudsagn, rygter og forlydende fra folk, der ligeledes havde set Jeroni Planelles i Algier. Imidlertid skulle man helt hen til april det følgende år, før det lykkedes at få frigivet de mordanklagede og vidnerne, og det skete først, da fiskeren Jeroni selv var blevet løskøbt.
Den forslagne Cervantes
Jesús Villalmanzo, der i 2016 fandt Cervantes’ edssvorne vidneudsagn, kunne sammen med sagens andre dokumenter vise, at Cervantes bevægede sig ind over den hårfine grænse mellem sandhed og løgn. Han var altså lige så forslagen som nogle af de skælme, han senere selv skrev om i sine pikareske fortællinger. Hvis man betragter sagen nøgternt, var det ikke en traumatiseret mand, der mødte op og aflagde vidnesbyrd. Forstandigt vejede Cervantes sine ord, så han ikke blev fængslet, men ellers søgte han efter bedste evne at bevidne de mordanklagedes uskyld. Hans tjenstvillighed blev desuden befordret af, at Pere de Pax, der organiserede forsvaret, havde for vane at betale folk. Og med hans betaling kunne Cervantes afdrage en del af sin gæld til de valencianske købmænd.
Men skulle Cervantes fremadrettet skaffe penge til at betale sin gæld og selv overleve standsmæssigt, måtte han vende sig til hoffet i Madrid og anmode om et passende hverv. Imidlertid havde Felipe II, konge over De Spanske Riger, efter en lynkrig overbevist Portugal om, at han var den rette til at efterfølge den portugisiske konge på tronen, så Felipe II havde flyttet hoffet til Tomar i Portugal, hvor han d. 16. april 1581 blev indsat som konge. Da Cervantes præsenterede sig der, var der ingen ledige poster til ham, men til gengæld blev han sendt på hemmelig mission til Orán, for han kendte jo den nordafrikanske kultur, kunne sproget og vidste, hvordan han skulle begå sig der. Og 50 escudos var bedre end ingenting. Men havde Cervantes været traumatiseret over fangenskabet i Algier, var han næppe draget tilbage til en by i Nordafrika med risiko for at blive opsnappet af korsarer undervejs. Da opgaven i Orán var bragt til ende, søgte han et embede i Den Nye Verden, men heller ikke det lykkedes.
Cervantes’ alter ego Saavedra
Uden udsigt til en lukrativ post kastede Cervantes sig over at skrive skuespil. El trato de Argel var sandsynligvis det første skuespil, han skrev. I hvert fald nævnes det altid som det første. Det handlede om slavehandlen og livet som slave i Algier. I skuespillet om fangenskabet indskrev Cervantes sig selv under pseudonymet Sayavedra. Pseudonymet Sayavedra eller Saavedra brugte Cervantes også senere, når der indgik en soldat i fortællingen. Og på et tidspunkt i 1580’erne begyndte han at underskrive sig med Miguel de Cervantes Saavedra, så han gjorde pseudonymet til en del af sit officielle navn.
Intet tyder på, at Cervantes havde taget Saavedra til sig som andet efternavn allerede i Algier, for da han kom til Valencia, underskrev han sig ifølge Jesús Villalmanzo som Miguel de Cervantes uden Saavedra. På den tid var hans underskrift meget ornamenteret, men i årene efter sin hjemkomst udviklede han den til en enklere underskrift, stadig ifølge Villalmanzo. Luce López-Baralt har i en artikel redegjort for, at tilnavnet Saavedra sandsynligvis stammede fra hans tid som fange i Algier. På den arabiske dialekt, man talte i Algier, fandtes navnet Šayb aḏ-ḏirā, og shaibedraa kunne bruges som tilnavn til én med dårlig hånd. Og sådan én havde Cervantes netop efter sin krigsskade. I den kosmopolitiske by Algier myldrede det med slaver og krigsfanger, så det var oplagt at give nogle af dem tilnavne for at kunne skelne dem. Cervantes kunne identificeres som den håndløse fra Lepanto, og mon ikke det netop var den vansirede hånd, der gjorde det let at genkende ham. Så han blev Shaibedraa, den håndløse.
López-Baralt mener, at Cervantes må have lært noget af den lokale, arabiske dialekt, så han har sandsynligvis forstået eller fået forklaret, at tilnavnet betød håndløs. Men det virker usandsynligt, at han skulle have følt sig mobbet eller traumatiseret over det. Dels anvendte han selv tilnavne som Sancho Panza, hvor panzabetyder vom, dels brugte han tilnavnet Saavedra i El trato de Argel, og han fortsatte med at bruge tilnavnet om sit alter ego, ligesom han gjorde det til sit andet efternavn. Det var altså et navn, han identificerede sig med.
I 1605 udsendte Cervantes Don Quixote. Her mødte don Quixote den farlige straffefange Passamonte, der som straf var blevet dømt til galejerne. Men Passamonte havde i virkeligheden været soldat sammen med Cervantes og galejroer mod betaling og altså hverken forbryder eller straffefange i galejerne. I vrede over fejlagtigt at blive beklikket skrev han en fortsættelse, der i 1614 udkom som Don Quixote bd. II (udgivet på dansk som bd. I½) under pseudonymet Avellaneda og med en prolog, hvori han hånede Cervantes. Det fik prompte Cervantes til at skrive sin fortsættelse, der i 1615 udkom som Don Quixote bd. II, så der nu var to fortsættelser på Don Quixote. I prologen til Don Quixote bd. II fra 1615 forsvarer Cervantes sig mod Avellanedas udfald. Cervantes afstår fra at skrive grimt om Avellaneda alias Passamonte, men han tager sig det nær, “at han omtaler mig som gammel og håndløs, som om det stod i min magt at standse tiden, så den ikke satte sine spor i mig, eller som om jeg havde mistet min hånd i en knejpe og ikke ved den fortræffeligste begivenhed [slaget ved Lepanto], de forgangne og de nuværende århundreder har været vidne til, og de kommende århundreder kan gøre sig forhåbninger om at opleve.” Og han tilføjer, at “hvis du tilfældigvis skulle træffe på ham, så sig fra mig, at jeg ikke anser mig for krænket.” (Don Quixote, bd. II, s. 24-25).
María Antonia Garcés: Cervantes in Algiers. A Captive’s Tale. Vanderbilt University Press, 2002
Luce López-Baralt: El tal de Shaibedraa
https://www.ehumanista.ucsb.edu/sites/secure.lsit.ucsb.edu.span.d7_eh/files/sitefiles/cervantes/volume2/ehumcerv2.Lopez-Baralt.pdf
Sánchez-Molero, José Luis Gonzalo: La “Epístola a Mateo Vázquez”, redescubierta y reivindicada. Cervantes: Bulletin of the Cervantes Society of America, 27.2 (Fall 2007 [2008]): 181-211.
Jesús Villalmanzo: Nuevos documentos sobre Miguel de Cervantes Saavedra hallados en el Archivo del Reino de Valencia (1580-1581)
ANALES CERVANTINOS, VOL. XLIX, pp. 355-389, 2017, ISSN: 0569-9878, e-ISSN: 1988-8325, doi: 10.3989/anacervantinos.2017.014
