Kapitel 2: Æren

I moderne tider med købmandsskab og siden kapitalisme bliver værdier udvekslet gennem handel, og æren tilfalder den, der formår at samle store værdier. Under kapitalismen bliver penge brugt som værdimåler, og gaver bliver givet kvit og frit uden tanke for modydelse. I middelalderen forholdt det sig anderledes. Her cirkulerede værdier ved gavegivning. Gaven var ikke en gratisgave, men forudsatte en modydelse. Der var altså tale om forpligtende gaver. Giveren vandt anseelse, og først, når modtageren havde givet en modydelse, var hans ære genoprettet. Til forskel fra kapitalismens pengestyrede udveksling af varer behøvede de udvekslede gaver ikke have samme værdi og var måske slet ikke sammenlignelige. De indgik i datidens feudalsystem, hvor også ære og følelser spillede en stor rolle, ikke mindst som fundament for feudalkontrakten mellem herre og vasal. Det ser man i Sangen om min Cid, hvor Cids gaver i form af heste og andet udstyr bliver gengældt af kongen med kærlighed og nåde, der genetablerer Cids ære.

 

Det er uklart, hvordan forholdet er mellem gavegivning og betaling i Amadis fra Gaula. Gæstfrihed spiller en stor rolle, så Amadis ofte inviteres på mad og drikke. Og har han bistået nogen, siger det sig selv, at der bliver kræset overdådigt for ham, og hvem han ellers følges med. Hvis hesten bryder sammen, tager den gode ridder ikke en hest med vold, men tilbyder rundhåndet betaling senerehen, så udvekslingen ikke måles med pengenes alen, men snarere styres af at give rigeligt igen ved senere lejlighed. Da Amadis har reddet Oriana fra den onde ridder Arcalaus, sender de væbneren ind til byen efter mad og drikke. Oriana giver væbneren en værdifuld ring med, som han kan betale med, da øjeblikket lægger op til noget storslået. Så selv om det ikke udfoldes så tydeligt som i Sangen om min Cid, præges omgangen med værdier snarere af den følelsesbaserede gavegivning end af pengene som værdimåler.

 

Det var let nok at opretholde gavegivning i første fjerdedel af årtusindet, mens de mauriske riger blev overvundet. Der blev taget bytte, og taifarigerne skulle betale tribut. Men i år 1605, da Don Quixote blev udkom, var alle lette indtægtskilder brugt, også de rige skatte fra den Nye Verden. Når don Quixote bevæger sig omkring, møder han de moderne tiders arbejde med dyrehold, håndværk og handel. Og selv om han er fanget i ridderbøgernes gæstfrie verden, kan man se brydningen mellem gavegivning og betaling. I starten henholder han sig til, at i ridderbøgerne betaler ridderne ikke for noget, så derfor skal han heller ikke betale. Men senere får hans væbner Sancho ham overbevist om, at han skal betale for mad og drikke, ligesom Sancho også skal have løn for sit arbejde. Til gengæld er don Quixote særdeles gavmild nu, hvor han har penge på lommen, ligesom han heller ikke er smålig, men gerne betaler for de ødelæggelser, han forårsager, når han ikke kan skelne fiktion og virkelighed.

 

 

Min Cid som kongens vasal

Rodrigo eller Ruy Díaz blev født år 1043 i Vivar i nærheden af Burgos. Han blev tidligt forældreløs og voksede derfor op sammen med Sancho, søn af kong Fernando I af Kastilien og Leon. Da Sancho II blev konge i 1065, gjorde han Rodrigo Díaz til sin betroede mand. Året efter besejrede denne en ridder fra Navarro i duel og afgjorde dermed grænsestridighederne mellem Kastilien og Navarra. Det indbragte ham det hæderkronede tilnavn El Campeador, Krigeren.

 

Som hærchef for Sancho II besejrede Rodrigo Díaz hans bror Alfonso VI af Leon, hvorpå denne søgte tilflugt ved det mauriske hof i Toledo. Da Alfonso VI efter Sanchos død blev konge af både Kastilien og Leon, kunne han sagtens bruge El Campeador i sin tjeneste. Men selv om Ruy Díaz blev gift med kongens niece, faldt El Campeador alligevel i unåde, og han blev landsforvist i 1081, taget til nåde igen, for derpå endegyldigt at blive landsforvist i 1089. Få år efter, i 1094 erobrede Valencia og slog sig ned der.

 

Sangen om min Cid handler om den historiske Campeador Rodrigo Díaz, men det betyder ikke, at historien følger hans levnedsløb slavisk. Det er tilpasset den gode fortælling. Således falder han ikke i unåde to gange i Sangen, men kun én. Vi hører ikke om de reelle problemer, men blot, at han blev bagtalt ved hoffet af den magtfulde Gonçález-familie. I sin landsforvisning blev Rodrigo Díaz fulgt af mange gode mænd. Han skaffede penge til deres underhold fra to jødiske pengeudlånere Raquel og Vidas til gengæld for en kiste fuld af sand. Den tog de ubeset, da de regnede med, at den bugnede af alle de penge, Rodrigo Díaz ifølge rygterne havde tilranet sig. Men da kisten ikke indeholdt andet end sand, tydede det ikke på, at Rodrigo Díaz uretmæssigt havde skrabet store værdier til sig. Han blev altså uretfærdigt landsforvist.

 

Da Rodrigo Díaz faldt i unåde hos kongen af Leon og Kastilien, drog han og hans mænd omkring og bekrigede byer og borge. Overalt var byttet godt, så hans ry for tapperhed voksede sammen med hans magt og besiddelser. Det blev af eftertiden udlagt som et kristent korstog mod maurere. Det passede imidlertid dårligt med, at El Campeador også overvandt kristne og tog bytte fra dem. Desuden var han vellidt blandt de maurere, han besejrede, fordi han behandlede dem rimeligt. Og endda havde han gode venner blandt maurerne, der hjalp ham og gav ham den ærefulde mauriske titel Cid, Herre.

 

 

 

Min Cid førte således næppe nogen religionskrig mod maurerne, men satte sig alene det mål at tage bytte fra de maurere og kristne, han overvandt for at skaffe midler til sit eget og sine troppestyrkers underhold. Men Cid havde også et formål, der lå ud over dagen og vejen: æren. Landsforvisningen gjorde ham til en æreløs mand, og kun ved at blive taget til nåde igen af kongen kunne han genvinde sin ære. Det kunne han ikke gennemtvinge med våbenmagt. I stedet sendte han ham stadig rigere gaver. I middelalderen var gaver forpligtende. Den, der kunne give gaver, vandt ære. Og hvis modtageren ikke efter en tid formåede at give en passende modgave, tabte han anseelse. Forpligtelsen handlede ikke om at give en modgave af samme værdi, men om at give, hvad der stod i ens magt. Den modgave, Cid ønskede sig, var at få oprejsning og blive taget til nåde af kongen igen. Og alt imens Cid optrappede sin gavegivning, gav kongen gradvise indrømmelser, først til min Cids mænd, og dernæst til ham selv, for endelig at tage ham til nåde, så han kunne deltage, når der blev holdt hof.

 

Imidlertid mundede det ud i en ny konflikt mellem Cid og hans bagtalere, hvilket udstillede forskellen mellem højfornem arveadel, der havde fået det hele forærende, og den mindre fornemme lavadel, der som min Cid måtte slå sig igennem med våben i hånd. Således kæmpede Cid for sin ære, ikke for navnkundigt at blive kendt overalt, men for at blive anerkendt efter fortjeneste af den fornemste blandt dem alle: kongen.

 

Amadis som dronningens vasal

Amadis blev som nyfødt sendt til havs i en kiste. Han var hittebarn og dermed i praksis forældreløs ligesom Rodrigo Díaz, men blev opfostret af ridderen Gandales i Skotland. Amadis vidste ikke, at han var søn af den tapre kong Perion, men alligevel følte han tidligt det kald at lade sig slå til ridder. Måske lå det ham i blodet, måske fik han smag for våbenkunst i løbet af sin opvækst. Og tilfældet ville, at han netop bad kong Perion om at slå sig til ridder uden at vide, at denne var hans far. Intuitivt reagerede han på sin herkomst, men oplevede det som et kald, hvor han gennem sine bedrifter ville vise sig værdig til at blive ridder med de krav til kampduelighed, mod og moralsk integritet, det indebar.

 

Som ridder søgte han optagelse ved kong Lisuartes engelske hof for at være i nærheden af sin elskede, kongens datter Oriana. Af hjertet ville han helst tjene Oriana, men blev som det næstbedste dronningens vasal. Herefter drog han omkring og udøvede sine ridderbedrifter. Især var det kvinder i nød, han kom til undsætning mod ondsindede riddere, der ikke respekterede kvindernes frie vilje og ret til at ride, hvorhen de måtte ønske. Det skete under tre kvinders bevågenhed: hans elskede Oriana, dronningen og den gode troldkvinde Urganda, der kunne den kunst at gøre sig ukendelig.

 

Imidlertid indledte troldmanden Arcalaus et rænkespil, hvor han fik kong Lisuarte til ubetænksomt at afgive nogle løfter, der ville styrte ham i undergang, så Arcalaus kunne indsætte en stråmand i hans sted som Englands konge. Det blev afværget af Amadis og hans bror Galaor i drabelige kampe mod overmagten. Som en god herre skulle kong Lisuarte have behersket sit begær og sin forfængelighed. Den potentielle tragedie blev afbalanceret af en efterfølgende burlesk scene, hvor Oriana forførte Amadis. Til gengæld ventede der Amadis en større batalje i London, hvor den falske konge kæmpede for at overtage magten. Så også her ser vi følgerne af, at kongen ikke optrådte med den fornuft og omtanke, man kunne forvente af en god feudalherre. Den alvorlige kamp om riget blev fulgt af endnu en burlesk scene, idet kong Lisuartes ubetænksomme løfter fandt et modsvar i Amadis’ og Galaors løfter til Madasima, hvor den skælmske, legende Galaor klarede frisag for de to brødre. De havde lovet at trække sig som vasaller, så de opsagde deres vasalkontrakter og havde dermed holdt deres løfte til Madasima. At de straks efter indgik en ny vasalkontrakt med kongeparret, vakte selvfølgelig stor munterhed ved hoffet. Således overholdt Galaor og Amadis på paradoksal vis deres løfte til Madasima, idet de på en gang gjorde, hvad hun bad dem om, for straks efter at gøre det gjorte ugjort igen. Således brugte gøgleren de to fornøjelige scener til at hænge kong Lisuartes selvhøjtidelige løfter ud til almindelig latter. Til gengæld benyttede 1500-tallets udgiver Montalvo øjeblikket, da det så allersortest ud for kong Lisuarte og Oriana, til at moralisere og belære konger, kejsere og fyrster om at besinde sig på Gud og vise ydmyghed. Her foretrak middelalderen altså en hjertelig latter, mens renæssancen tyede til belæring og gudsfrygtighed.

 

Man kan se visse ligheder mellem Sangen om min Cid og Amadis fra Gaula. Begge har en helt, hvis herkomst i starten virker uvis. Og begge vælger tydeligvis kampen som levevej og måde at slå sig igennem på. Og hvad enten de er forældreløse eller ej, søger de at blive vasal hos den tids stærkeste konge. At denne så viser sig ikke at være helt så klog og fornuftig, som man kunne forvente af en feudalherre, er mildest talt lidt uheldigt. Min Cids herre i Kastilien og Leon lytter til bagtalere hellere end at stole på Cid, mens Amadis’ herre forfængeligt lover til højre og venstre, så han unødigt bringer Amadis og andre i farlige situationer. Som feudalherrer er de altså ikke opgaven voksen. Men det minder os om en anden ting. Det er ikke feudalherren, der er helten, men vasallen, der i Cids tilfælde kæmper for at blive taget til nåde igen, og i Amadis’ tilfælde har den lykke ikke at være kongens vasal, men dronningens.

 

Don Quixote om soldaten

Da don Quixote i starten var ved at skabe sin identitet som ridder, endte han med at vælge Amadis fra Gaula som sit forbillede. Interessant nok ledte don Quixote efter eventyr på sin vej, men han var ikke på udkig efter en herre at være vasal hos. Så ganske vist blev der hist og her talt om vasaller, men ikke særlig specifikt og slet ikke som en handling, hvor nogen aktivt søgte en herre at være vasal hos. Det gjaldt også don Quixote, der styrede langt uden om det spanske hof. Til gengæld kunne han tale længe og fornuftigt om vilkårene for de mange soldater, der kæmpede for den spanske konge og frygtløst gik døden i møde, når de bordede et fjendtligt fartøj. Og om soldaternes kummerlige forhold, når de efter endt tjeneste ikke blev hædret med en rimelig pension. Således var Cervantes opmærksom på, at krigen havde udviklet sig fra at kunne afgøres ved duel eller duellignende kampe mellem nogle få riddere, til at blive en massekrig, hvor det var vanskeligt at lønne samtlige soldater efter fortjeneste og ikke mindst at tage vare om dem efter endt tjeneste. Soldaten fik ikke løn efter fortjeneste og blev ikke symbolsk tildelt ære: Han blev dermed ikke kun forarmet, men også navnløs.

 

Ridderen kunne i middelalderen vinde et godt ry og blive navnkundig, idet hans navn blev kendt viden om. Dengang blev kampe ofte udkæmpet individuelt som dueller, og selv egentlige krige kunne afgøres af duel mellem enkelte udvalgte riddere. Men i 1500-tallet havde kampene udviklet sig til slag mellem store hærstyrker. Det gjaldt eksempelvis det legendariske slag ved Lepanto i 1571, hvor Cervantes fik lemlæstet den ene hånd. I den anonyme massekrig vandt den ukendte soldat intet ry, da hans død ikke blev iagttaget eller registreret af nogen. Alligevel mente don Quixote, at “døden som soldat i et slag er bedre end livet som soldat på flugt” (kap. XXIV, bd. II). Og han tilføjede, at end ikke fattigdommen kunne tage æren fra én. Omtrent det samme skrev Cervantes i sit forord til bd. II efter at have nævnt, at han var blevet hånet for at mangle en hånd. Så æren blev for Cervantes ikke knyttet til ryet og afhang ikke af andres anerkendelse, men var noget, soldaten bar i sig som en personlig stolthed, ingen kunne tage fra ham.

 

 

Middelalderens duel, hvor ridderen vandt ære og navnkundighed, blev i Don Quixote parodieret i skikkelse af den sindrige ridder, der tog Amadis som sit forbillede. Når don Quixote opfattede fredelige købmænd, munke, kroværter og andre rejsende som ondsindede troldmænd og mauriske borgherrer i en fiktiv ridderbog, blev han betragtet som gal. Men når don Quixote talte realistisk om samtidens soldater, der bordede et fjendtligt skib og døde den ene efter den anden, forbavsedes hans tilhørere over, at han pludselig talte helt igennem klogt og fornuftigt. Således stod krigsførelsens historiske udvikling klart, når han sammenlignede riddertidens kampe med samtidens artilleri, hvor en vildfaren kugle så let som ingenting kunne fælde en modig soldat. Ved tanken om døden i kamp blev don Quixote fuldstændig nøgtern og helt på det rene med, at ingen kunne fratage ridderen æren ved at dø i kamp. Så selv om han gerne havde videreført middelalderens dueller som vejen til ære og navnkundighed, var æren lige så vigtig for den navnløse soldat i massekrigene på vej ind i moderne tid.

 

Men kan læse mere om gaven i Marcel Mauss: Gaven. Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund. København, 2000 [1923-24].