Kapitel 5: Kvinden

Middelalderen var en patriarkalsk periode, hvor Gud, konge, fader og ægtemand styrede kvindens liv. Kvinden rettede sig efter familiens mandlige overhoved, der til gengæld forsvarede og beskyttede hende. Når kvinden skulle giftes, blev hendes giftermål ofte aftalt mellem familiernes mandlige overhoveder. Således blev kvinden betragtet som et udvekslingsobjekt, der blev givet fra mand til mand. Men selv om det var mænd, der aftalte en kvindes fremtidige giftermål, havde hun selvfølgelig sin plads i familiens eller samfundets produktion, ligesom hun kunne være stærk nok til at gøre sig gældende på trods af de mandsdominerede strukturer.

 

Den patriarkalske kultur, hvor kvinden blev udvekslet som objekt mellem mænd, fandt i middelalderen et radikalt modbillede i den høviske kærlighed, hvor den mandlige tilbeder underkastede sig den fornemme kvinde som i en vasalkontrakt. Muligvis var den høviske kærlighed inspireret af maurisk eller arabisk kultur, men den kunne også være opstået ved de hoffer og i borge, hvor fyrsten eller borgherren var hjemmefra i længere tid, måske endda på korstog. I herrens fravær indtog hans hustru herrens plads i feudalkontrakten med hans vasaller. Relationen mellem herre og vasal var baseret på følelser, og det blev overført til relationen mellem frue og vasal, hvor følelserne kunne udtrykkes platonisk, erotiseret eller seksuelt. Den affektivt baserede vasalkontrakt mellem frue og vasal kunne inspirere til dannelsen af rene kærlighedskontrakter, hvor mandens underkastelse blev bærende for relationen.

 

Både Sangen om min Cid fra omkring år 1200 og Amadis fra Gaula fra slutningen af 1200-tallet er fiktion, hvad angår handlingen omkring kvinderne. Desuden har Amadis fra Gaula det engelske hof som sin omdrejningsakse. Alligevel er det sandsynligt, at behandlingen af kvinder som udvekslingsobjekter følger datidens virkelighed. Med Don Quixote fra begyndelsen af 1600-tallet bliver det mere kompliceret. Don Quixote har dannet sine forestillinger om Dulzinea ud fra kvindebilledet i Amadis fra Gaula, ikke som en tro kopi, men sådan som han oplever det. Samtidig møder han en lang række elskende par, når han drager omkring i de Spanske Riger. De indgår i den virkelighed, som don Quixote færdes i, og kan derfor betragtes som realistiske udtryk for kærlighedsforholdene i samtiden, hvor aftaleægteskabet er sat under pres.

 

Patriarkalske vilkår i Sangen om min Cid

Sangen om min Cid starter midt i Cids landsforvisning, hvor han efterlader sin kone doña Ximena og sine to døtre i et kloster. Det viser sig senere, at det kræver kongens tilladelse at hente familien til Valencia, da Cid slår sig ned der. På det tidspunkt er Cid en velhavende og magtfuld mand, hvilket får to infanter af Gonçález-familien til at anmode kongen om at arrangere et ægteskab mellem de to brødre og Cids døtre. Giftermålene, og hvad der derefter sker, er ren fiktion og altså ikke begrundet i den historiske Cids biografi.

 

Min Cid overlader til kongen at arrangere ægteskabene, da det dermed bliver dennes ansvar, hvis noget går galt. På den anden side er de fornemme infanter en del af højadelen, så ægteskaberne er en stor gave til min Cid og kan betragtes som en modgave i forhold til Cids mange gaver til kongen. Således indgår Cids døtre i udvekslingen af gaver mellem ham selv og kongen. De to infanter følger med deres koner til Valencia, hvor de indgår i Cids hof. Man plejer at beskrive forholdet mellem infanterne og min Cid som en brydning mellem højadel og lavadel. Men der er snarere tale om, at infanterne som en del af kongens hof ikke er vant til et liv i kamp og derfor ikke klarer sig så godt blandt Cids mænd, hvor de forventes at deltage i kampene mod maurerne. Hermed udvikler der sig en modsætning mellem fredelig hofadel og kampvante riddere. Det kulminerer, da infanterne vælger at vende hjem til Kastilien med Cids døtre. Undervejs mishandler de deres koner i en skov og lader dem ligge som føde for de vilde dyr.

 

I stedet for at drage efter infanterne og tage hævn vælger min Cid at forholde sig i ro og minde kongen om, at de fejlslagne giftermål var dennes idé og skete under hans bevågenhed. Dermed er det også kongens ansvar at gøre det fornødne, nemlig at holde hof i Toledo, hvor min Cid kan indstævne infanterne. Ved hoffet gør Cid tre gange indsigelser mod infanterne. Først forlanger han at få sine to fremragende sværd Colada og Tizona igen. Dernæst beder han infanterne om at give ham de 3.000 mark tilbage, som han forærede dem, da de forlod Valencia. Og for det tredje stævner han dem for den vanære at have lemlæstet hans døtre. Den første stævning om sværdene er vigtig, da Cids bedste mænd hermed får to eminente sværd, som de skal bruge ved den tredje stævning om æreskrænkelse, der afgøres ved duel. De tre stævninger viser samtiden, at Cid er klog og ikke handler overilet. Den tredje stævning viser os, at det er Cid og hans betroede mænd, der føler sig vanærede. Døtrene spiller kun en rolle, for så vidt faderens ære er deponeret hos dem. Som objekter forventes de ikke selv at reagere på krænkelsen, end ikke ved at føle sig krænket. Krænkelsen og reaktionen på den tilkommer alene mændene.

 

Alt imens Gonçalez-familien under stævningen betvivler Cids fornemhed, hvilket skulle give dem ret til at forstøde deres koner, kommer der udsendinge fra infanten af Navarra og infanten af Aragonien, der frier til Cids døtre. Disse giftermål er langt fornemmere og gør hermed Gonçalez-familiens ord til skamme. Men også i denne sag overlader Cid det til kongen at afgøre, om hans døtre skal giftes og blive dronninger af Navarra og Aragonien. Således understreges det endnu engang, at kvinder udveksles mellem mænd, når der skal aftales ægteskab, og at faderens dispositioner kun kan blive påvirket af andre og mere magtfulde mænd.

 

Heller ikke ægteskaberne med infanterne af Navarra og Aragonien er historiske, men nu nærmer vi os trods alt, for Cids døtre blev faktisk fornemt gift ind i de to riger. Den ene datters søn blev senere konge i Navarra, mens den anden datter blev gift med greven af Barcelona. I stedet for detaljeret at redegøre for deres respektive ægteskaber gør fortællingen kort proces og lader døtrene gifte sig med infanterne i Navarra og Aragonien. Hermed bliver pointen klokkeklar: Cids døtre bliver nu fornemmere gift end med infanterne af Carrión. Men samtidig står den anden pointe også klar. Døtrenes skæbne afgøres af familiernes mænd, og de får deres identitet fra deres far og deres ægtemænd. Således var middelalderens patriarkalske kultur på den Iberiske Halvø.

 

Selvrådige kvinder i Amadis fra Gaula

Længe før Amadis føler kaldet som ridder, bliver han den dansk-engelske prinsesse Orianas vasal. Han tjener hende i ét og alt og elsker hende over alt andet. Amadis er nærmest uovervindelig, mens Oriana præsenteres som sin par, uforlignelig. Med de to elskende indføres den høviske kærlighed, hvor ridderen underkaster sig en fornem kvinde som hendes vasal, ikke ulig vasalkontrakten mellem herre og ridder. Ved at lade ridderen bøje sig ydmygt for kvinden som hendes vasal bliver der vendt op og ned på relationen mellem mand og kvinde i det patriarkalske samfund. I kærlighedskontrakten må vasallen således affinde sig med den elskedes luner. Da Amadis ikke er fornem nok til at gøre sig håb om at kunne bejle til Oriana, holder de deres kærlighed skjult. Det sætter dem i en pinefuld situation, da hendes far, kong Lisuarte, på grund af uigennemtænkte løfter nødtvungent må give hende til Barsinan. Således støder den hemmelige kærlighedskontrakt mellem kvinde og mand sammen med mændenes udveksling af kvinden. Men da Amadis redder Oriana fra at blive bortført og givet Barsinan til ægte, forenes han med Oriana i en overdådig elskovsakt i det grønne. Det interessante her er, at det sker på Orianas initiativ. Her afløses aftaleægteskabet, når det er værst, med den frivillige forening af to elskende, der udspringer af deres langvarige relation, hvor hun reelt hersker over ham som sin vasal, selv om han formelt er dronningens vasal.

 

Men er deres kærlighedsforhold unikt eller en del af et større mønster? Selv om Amadis og Oriana står centralt i fortællingen, indledes ridderbogen med et drabeligt optrin, hvor kong Perion besejrer en løve i nærkamp. Han inviteres hjem af kong Garinter og bliver straks forelsket i dennes datter Elisena. Han erklærer sig straks parat til at tjene hende resten af livet, så også her er det en vasalpræget kærlighedskontrakt, som dermed indledes. Og selv om Elisena var ærbar og andægtig, bliver hun bjergtaget. Prinsessens jomfru formidler hendes forelskelse og deres natlige møder, men sikrer sig, at han lover at gifte sig med Elisena. Og som pant tager hun det sværd, som han sværger ved. Kong Perion og prinsesse Elisena bliver således ikke formelt gift, men indgår et hemmeligt ægteskab, der først bliver formaliseret langt senere. Efter i ti dage at have forlystet sig drager kong Perion videre, så da Elisena opdager, at hun er gravid, er gode råd dyre. Jomfruen redder sin frues ære ved at sætte drengen ud, så han kommer til at vokse op som hittebarn.

 

Historien om Orianas forældre Lisuarte og Brisena fortælles uden detaljer, men den opmærksomme læser vil opdage, at der også her skjuler sig en sindrig detalje. Den danske prinsesse Brisena er så smuk, at mange fyrster bejler til hende, men hendes frygtsomme far tør ikke udvælge en bejler og dermed krænke de andre. Hvis kongen ikke er særlig viljestærk, kan man sagtens forestille sig, at hans datter Brisena har kunnet gennemtrumfe ikke at ville gifte sig, med mindre hun kan få sin elskede, den engelske ridder Lisuarte. Da Falangriz, konge over det Store Britannien, dør uden at efterlade sig nogen efterkommer, bliver hans bror Lisuarte valgt som hans efterfølger og drager straks dertil med sin kone Brisena, som han lige har giftet sig med. Deres datter Oriana er på denne tid omkring de ti år, så hun må altså være født uden for ægteskab. Hun kommer selvfølgelig med det nyslåede kongepar til det Store Britannien.

 

 

Når Amadis og de øvrige riddere drager omkring, møder de ofte kvinder på deres vej. Det giver et bredere indblik i andre kvinders vilkår. Nogle bringer bud eller besørger ærinder. Skal de samme vej som ridderne, slår de følge og tilbringer måske natten sammen til fælles forlystelse, hvis kvinden har lyst til det. Kvinderne er således seksuelt frigjorte, men initiativ og afgørelse ligger hos dem. Den gode ridder udnytter ikke sin fysiske overlegenhed til at tage en kvinde med magt. Det gør kun den onde ridder, og det er tit årsagen til, at Amadis og de andre gode riddere kommer kvinder i nød til undsætning.

 

Lidt fornemmere er borgfruerne. De virker ofte lidt ældre end de farende jomfruer, men går heller ikke af vejen for en fornøjelig nat med en farende ridder. Og endda kan de finde på at fri til ham eller måske bare prøve at lokke ham til at slå sig ned der som husven. Om de har fået borgen i arv efter en ægtemand eller en far, står hen i det uvisse. Men ser man på de konstante dueller, er det en nærliggende tanke, at mændene er blevet slået ihjel. Uden at det bliver nævnt, kan det have affødt en mangel på mænd, der gør kvinderne mere udfarende, når det gælder om at finde sig en mand, både til almindelig forlystelse og til at udkæmpe de dueller, der afgør retstvister, også for kvinderne.

 

Alt i alt er kvinder helt på det rene med deres lyster og tager gerne initiativet. Som sådan er de særdeles aktive. Principielt er de underlagt det patriarkalske samfunds normer og kan blive udvekslet mellem mænd som passive objekter. Men ofte får de blokeret for uønskede giftermål ved behændighed eller med hjælp fra en god ridder. Også i konfliktsituationer er de afhængige af mændenes indgriben, da retstvister som regel afgøres ved duel.

 

Fra aftaleægteskab til kærlighed i Don Quixote

Efter at have forlæst sig på ridderbøger skaber don Quixote sig en identitet med Amadis som sit forbillede. Og ligesom Amadis elsker Oriana, således må don Quixote også finde sig en uforlignelig kvinde at tilbede. Han udstyrer hende med navnet Dulzinea, hvis rod udtrykker noget sødmefyldt. Men hermed bliver hun tvetydig, for det søde, dulce, antyder, at hun måske er maurer, men kun måske. Hun er vidundersmuk, mener don Quixote, men mandhaftig ifølge Sancho, så Cervantes fremturer med sin tvetydige personbeskrivelse, hvor hun sandsynligvis er bonde, uden at vi præcist ved det. Så selv om Dulzinea muligvis er bygget over en eksisterende kvinde, indgår hun som imaginær figur i don Quixotes selviscenesættelse som ridder.

 

Ligesom sit forbillede Amadis drager don Quixote omkring for at hjælpe kvinder i nød. Han falder ofte i snak med folk, han møder på sin vej, og her hører han om den ene kærlighedshistorie efter den anden. De giver indblik i en periode, hvor middelalderens aftaleægteskab er under pres. De unge vil ikke længere finde sig i, at deres far eller onkel aftaler et ægteskab for dem.

 

For at gøre det helt klart, at et valg også kan være et fravalg, handler bogens første historie om den smukke, rige Marcela, der gør egnens unge mænd helt kulrede, fordi hun færdes frit i landskabet, passer sine får og snakker med hvem hun har lyst. Hun omgås gerne de unge mænd, men på rent venskabelig vis. Kærlighed og ægteskab vil hun under ingen omstændigheder høre tale om. Herefter følger en række fortællinger om forelskelse, kærlighed, forførelse, bortførelse og voldtægt, så man får et bredt indblik i, hvad der sker, når aftaleægteskabet afskaffes, og de unge begynder selv at vælge. I middelalderens patriarkalske udveksling kunne det se ud, som om det kun var kvinden, der var udvekslingsobjekt mellem mænd, men tænker man lidt over aftaleægteskabet i Cervantes’ fortællinger, er den unge mand også kastebold for familieoverhovederne og deres aftaler. Når de unge ikke bliver holdt i ørerne af forældregenerationen, begynder de unge kvinder at byde sig til, mens de unge mænd lader sig friste over evne og forfører den ene efter den anden.

 

I bd. I bliver der tit fundet en løsning for de unge elskende, der virker overbevisende både på læsere, tilhørere og de tilstedeværende. Men i løbet af bd. II dukker der fortællinger op, som ikke levner store håb om nogen konstruktiv problemløsning. Hermed står kataloget over kærlighedens mange varianter ved magt, men som åbne pardannelser, hvis udvikling er uvis.

 

Da don Quixote opholder sig hos hertugparret, bliver don Quixote bedt om at duellere med en rig bondesøn, der har forført en fjollet pige. Bongesønnen er over alle bjerge, så i stedet iscenesætter hertugparret en duel med deres lakaj. Han skal ikke nyde noget og erklærer sig straks parat til at gifte sig med pigen. De don Quixote og Sancho senere møder lakajen, viser det sig, at så snart de forlod hertugparret, blev giftermålet afblæst, lakajen sat i fængsel og den vanartede pige sendt i kloster. Heraf kan vi lære, at en forventet lykkelig afslutning kan blive ændret så let som ingenting, hvilket sår tvivl om de gode problemløsninger tidligere i værket.

 

Efter mødet med lakajen kommer don Quixote og Sancho til Barcelona, hvor de nede ved havnen træffer en mandeklædt maurisk kvinde, Ana Félix, der både er kristen og spansktalende. Hendes historie er kompliceret, men den korte version er, at hun blev forvist fra de Spanske Riger sammen med alle de andre maurere. Hendes fornemme, spanske tilbeder, don Gregorio, der også taler arabisk, fulgte hende i landflygtighed, men nu er de tilbage i Barcelona, hvor alle de involverede bliver enige om, at man skal prøve at overtale kongen til at lade dem blive i de Spanske Riger. Læsere og tilhørere vil sandsynligvis få lyst til, at de unge får hinanden. Men med kendskab til udvisningen af maurerne er det højst usandsynligt. Til gengæld viser diskussionerne, der inddrager vicekongen, don Antonio, don Ricote, og fremtidigt også don Gregorios far og den spanske konge i Madrid, at uanset Ana Félix’ snarrådige handlekraft er det ikke en sag, hvor de to unge har noget at skulle have sagt. Rammerne for et eventuelt ægteskab afgøres stadig af forhandlinger mellem mænd af forældregenerationen og er stadig patriarkalsk forankret hos et hierarki af mænd, der har kongen som sidste instans.