Kapitel 8: Fortælleren

Fortællerforholdene

I middelalderen blev litteraturen stort set altid mundtligt formidlet. Litteratur, historie, religion eller viden om verden blev alt sammen fortalt, deklameret, sunget, dramatiseret eller forelæst. Det var sådan, man hørte nyt, lod sig underholde eller skaffede sig viden. Som tilhørere var man ikke nødvendigvis passiv. Der blev råbt, kommenteret eller protesteret, hvis publikum var uenig, utilfreds eller bare kedede sig. Det var som regel en større forsamling, der lyttede og i fællesskab diskuterede, hvad man lige havde hørt. Det var en kollektiv oplevelse at høre en gøgler fremføre en fortælling.

Der blev skrevet, også bøger. Men det skete i hånden, så det var en langsommelig proces. Bøger kunne endda ‘udkomme’ i flere eksemplarer, men også dét skete i hånden, ved afskrift. Afskrift skete lettest ved, at én læste bogen op, og en anden nedskrev den. Den fordeling passede med, at nogen var gode til at læse højt, mens andre kunne skrive. Det samme skete, når en bog skulle oversættes. Også her var det hurtigste, at én læste bogen op, og en anden nedskrev den, men på det sprog, der skulle oversættes til. Den samme proces kunne bruges, hvis et mundtligt værk skulle nedskrives.

Det var et fåtal, der kunne skrive. Der var heller ikke mange, som kunne læse. Og læsning foregik tit møjsommeligt som højtlæsning, for man var slet ikke i vane med at læse stille eller indenad. En nedskrevet fortælling kunne til gengæld blive brugt af en gøgler til at lære den udenad, så han bagefter kunne optræde med den. Når han stod over for sit publikum uden teksten og fortalte løs af karsken bælg, oplevede publikum det som hans fortælling, og ingen tænkte på, at fortællingen var digtet af en helt anden. Det kunne skyldes, at den gode gøgler hurtigt kunne reagere, hvis tilhørerne blev forvirrede og mistede tråden. Så sørgede han for at flette en lille forklaring ind på det sted. Og hvis han senere fremsagde fortællingen eller kvadet langsomt, så en skribent kunne nå at skrive det ned, kom den slags småbemærkninger somme tider med i den nedskrevne tekst. Derfra ved man lidt om, hvordan gøglerne arbejdede.

Forskerne har efterhånden fået stykket sammen, hvordan mundtlig formidling må være foregået i middelalderen. Til gengæld ved man ikke så meget om, hvordan litteraturen opstod. Blev den digtet i hovedet, improviseret frem, måske med et publikum som tilhørere, eller sad der en forfatter i enrum og nedskrev litteraturen sætning for sætning? Når det gælder Sangen om min Cid og Amadis fra Gaula, aner vi det ikke, for ingen ved, hvem der skrev eller digtede værkerne. Man ved heller ikke, om de er digtet af én eller flere, eller om gøglere gradvis har føjet til eller ændret på værkerne.

Der kunne være flere grunde til, at et værk blev nedskrevet. Måske skulle en gøgler bruge kopien, når han skulle lære det udenad, eller måske blev værket nedskrevet, fordi en lærd læser ønskede en kopi. En senere tilføjelse i slutningen af manuskriptet til Sangen om min Cid husker tilhørerne på, at de skal give gøgleren noget. Det kunne tyde på, at manuskriptet i hvert fald senere er blevet brugt af gøglere til at lære udenad, for hvorfor ellers lave den tilføjelse?

Når man spekulerer over, hvordan gøgleren har lært værket udenad, skal man ikke tænke på nutidens omgang med litteratur, for vi er ikke vant til at lære udenad. Forskerne har ment, at et rytmisk sprog med mange formler ville gøre fortællingen let at huske for gøgleren. Det passer fint med Sangen om min Cid, hvor et væld af formelprægede vendinger kendetegner min Cid og hans håndgange mand. Men det gælder ikke Amadis fra Gaula, der er en langstrakt prosatekst uden pejlemærker, der kan hjælpe gøgleren til at huske teksten. Fortællingen om Amadis var kendt viden om, så den måtte være blevet formidlet af gøglere, for til forskel fra gængs opfattelse af mundtlig litteratur blev også prosatekster lært udenad og fremført for publikum.

Fra mundtlig formidling til trykt bog

Vil man vide noget om den mundtlige litteratur i middelalderen, er man henvist til værkerne, som de er nedskrevet i hånden. Her finder man ofte spor efter fortællesituationen. Der kan optræde et jeg, men det er gøgleren, ikke forfatteren. Dette jeg kan henvende sig til et I, og her skal man bemærke, det er et I, ikke et du eller De i ental, som i vore dages litteratur. Dette I er ikke læsere, men tilhørere. Så der er altså tale om en kollektiv og mundtlig fortællesituation, selv om teksten fremstår nedskrevet. Til gengæld finder man ikke spor i teksten, der peger på den oprindelige situation, hvor værket blev digtet. Intet om munken eller den lærde, der sidder alene i sit kammer og skriver, ikke et ord om gøgleren, der leder efter ordene. Der er bare fortællingen og gøglerens møde med publikum.

Gutenbergs opfindelse af trykpressen i 1440 bredte sig hurtigt til det øvrige Europa. I de Spanske Riger åbnede det første bogtrykkeri i 1472, mens Danmark fik sit første bogtrykkeri i 1482. Ikke nok med, at bøger blev mere almindelige, folk blev også bedre til at læse. Da Amadis fra Gaula udkom i 1508, satte det gang i en hidtil uhørt eksplosion af bestsellere. Der blev skrevet fortsættelser til Amadis i lange baner, og der udkom nyskrevne ridderbøger, der hurtigt udviklede sig til serier. Alle udkom de i oplag efter oplag og blev oversat til andre europæiske hovedsprog. Og Ridderbøgerne blev stadig mere fantasifulde og fantasyagtige. Det blev fast bestanddel at give dem en fjern og eksotisk herkomst. De foregav at være skrevet af en troldmand eller vismand på græsk, hebræisk, arabisk eller endnu mere ukendte sprog og fundet i en grotte eller klippehule.

Når folk fik adgang til stakkevis af spændende litteratur, kunne det let ske, at flere sad i samme rum og læste i hver deres bog. Så der har været en kakofoni af folk, der læste højt i hvert deres tempo og toneart. Med tiden blev det ildeset, at folk læste højt, så langsomt ændrede læsningen karakter. Man dæmpede den til en mumlen, der til sidst blev nærmest lydløs, så læsningen udviklede sig til en ubevidst, stille mumlen. Fremtidens læsemåde, som vi kender den i dag, blev at læse indenad. Det var sandsynligvis ad den vej, vi også lærte at tænke vores tanker inde i hovedet, i stedet for at tænke højt.

Imidlertid forsvandt den mundtlige fortæller ikke med ét slag. Herom vidner en sag fra 1595, hvor historiefortælleren Román Ramírez blev meldt til inkvisitionen. Der var to, som begge ønskede, at han skulle optræde hos dem, så den vragede kunde blev hævngerrig og meldte ham. Der var altså rift om ham som mundtlig fortæller, hvilket viser, at mundtlig formidling af litteraturen levede i bedste velgående side om side med de efterspurgte ridderbøger. Så vi kan sagtens forestille os, at Cervantes har hørt gøglere optræde med ridderbøger, og at han måske også selv har fremført nogle af sine egne fortællinger. Don Quixote er ikke skrevet til mundtlig fremførelse, men i en lang række episoder viser Cervantes sin interesse for den udvikling, han selv har oplevet, fra den middelalderlige, mundtlige fremførelse, hvor publikum gav deres besyv med, til den nye tids boglæsere og teatergængere, der læser og lytter i stilhed. Men selvfølgelig foregreb Cervantes udviklingen, for på don Quixotes tid blev der stadig råbt i teatret og smidt med overmodne frugter efter skuespillerne, hvis ikke de var underholdende nok.

Gøgleren som fortæller i Sangen om min Cid

Fortællingen følger mestendels min Cid og hans mænd. Somme tider veksler den til dialog, ofte mellem Cid og hans håndgangne mænd. I dialogen bliver der selvfølgelig sagt jeg og I. Men der optræder et andet jeg, der næsten kun kan opfattes som gøgleren. Han markerer sig som jeg, når han har brug for at kommentere, at der sker noget i selve fortællesituationen. “Jeg vil nu fortælle jer” (l. 900), markerer således, at der skiftes emne. Springet bliver endnu mere mærkbart, da fortælleren skifter til Nordafrika: “Jeg vil nu fortælle jer nyt fra landet hinsides havet” (l. 1620). Min Cid sender flere gange Minaya Álbar Fáñez af sted til kongen i Kastilien med rige gaver. Her kommer der en anden slags fortællerkommentar til: “Jeg vil ikke fortælle jer, hvor han slog lejr undervejs” (l. 1310). Man kan sagtens forestille sig, at tilhørerne bliver ved at afbryde med spørgsmål om, hvilken rute Minaya følger på den lange vej til Kastilien, og hvor han slår sig ned for natten. Det ville blive en endeløs opremsning af stednavne uden interesse for de to narrative højdepunkter, at Cid sender Minaya af sted, og at Minaya træder frem for kongen med gaverne. For at undgå at fortabe sig i detaljer afviser gøgleren derfor på forhånd at besvare spørgsmålene til rejseruten: “Jeg vil ikke fortælle jer …”. Som man vil se af eksemplerne med fortællerjeget, henvender dette jeg sig altid til I og jer, altså tilhørerne, og hans ærinde er altid at fortælle. Der er altså tale om gøgleren i direkte henvendelse til publikum.

Men der er masser af eksempler på, at gøgleren ikke eksplicit omtaler sig selv, men bare henvender sig til publikum med “Nu skal I høre …” eller “Hør nu …”. Når der i henvendelsen indgår at høre, sker det som opspil til direkte tale. Opfordringen går altså ikke bare på, at publikum skal følge med i gøglerens fortælling, men at de skal lytte rigtig godt efter, for så kan de nemlig høre den samtale, der nu udspiller sig.

Den publikumshenvendelse, der optræder flest gange, er “… skal I vide”. Den optræder, når gøgleren taler særlig indtrængende og ønsker, at tilhørerne mærker sig det, han lige har fortalt. Som når fortælleren betoner en særlig gunstig udvikling for min Cid, idet flere mænd slutter sig til ham. Og når han vinder en sejr: “I skal vide, at min Cid vandt Alcocer ved denne list” (l. 619). Vendingen optræder også for at understrege, at en modstander bliver bange: “Galve fortrak før næste hug, han blev bange, skal I vide (l. 768), for det stiller jo også min Cid i et godt lys. Men i tredje sang, hvor de dramatiske skyer bliver sorte, bruges vendingen også ved forhold, der kan true min Cid, som da løven slipper ud af sit bur og “han uventet blev udsat for fare, skal I vide” (v. 2281). Og døtrenes skæbne i egeskoven sættes også i relief: “Som døde efterlod de dem, ikke i live, skal I vide” (v. 2752).

Således bliver der i Sangen om min Cid løbende refereret til fortællesituationen med en gøgler og hans tilhørere. Det sker varieret, så der markeres skift i emne eller fra fortælling til dialog og tilbage til fortælling igen, og hvis publikum vil høre Cid og hans mænd tale sammen indbyrdes, skal de lytte særlig godt efter, så situationen bliver levende for deres ører. Endelig understreger den hyppige vending “skal I vide”, at der sker noget særlig godt, noget dramatisk eller noget slemt. Og det værste, man kan tænke sig: at nogen bliver bange.

To fortællere i Amadis fra Gaula

Amadis fra Gaula er en lang prosafortælling. Gøgleren bliver altså ikke støttet af rim og rytme, når han skal memorere fortællingen. Alligevel må fortællingen være blevet overleveret mundtligt, siden alle og enhver kendte den, da den udkom på tryk i 1508. Og det skal lige tilføjes, at det kun er bog 1, der er oversat til dansk, så den har været meget lang for gøgleren at huske. Man har ment, at Montalvo, udgiveren af Amadis, har digtet en masse til, men da man på et tidspunkt fandt et lille, nedskrevet fragment af bogen, kunne man se, at værket sandsynligvis har været endnu længere. Så det eneste, Montalvo har digtet til, er hans små moralske opstød.

Fortællingen har to lag. Der er ridderbogen fra slutningen af 1200-tallet, og der er udgiveren Montalvos moraliserende kommentarer fra begyndelsen af 1500-tallet. Når de drabelige kampe og det bramfrie seksualliv fortælles af et fortællerjeg eller et vi til et publikum, der tiltales I og jer, kan man genkende fortællesituationen fra Sangen om min Cid. Og ligesom i Min Cid tales der til publikums intellekt og sanser med “I skal vide” og “Nu skal I høre”. I det hele taget bruges vendingen “som I hører” rigtig meget i Amadis fra Gaula. Den massive appel til høresansen viser desuden, at fortællerkommentarerne stammer fra den mundtlige fremføring af fortællingen.

Vi så ved Sangen om min Cid, at fortællerjeg blev brugt ved sceneskift, mens appel til I understregede frygt, glæde, stort bytte eller lignende. Det blev brugt minimalistisk og uden større forklaringer. I Amadis fra Gaula er der flere gennemgående hovedpersoner. De er hver især selvstændigt agerende personer, og selv om de er vasaller hos kong Lisuarte eller dronning Brisena, færdes hovedpersonerne somme tider sammen, men lige så tit skilles de, for senere at mødes igen. Hermed dannes der parallelle handlingsspor, hvor fortælleren først følger den ene ridder i et par kapitler og dernæst vender sig mod den anden ridder for at fortælle, hvad der overgik ham. Det kommenteres i kapitelslutning og måske også i kapitelstart, så publikum kan følge med i sceneskiftene.

De minimalistiske kommentarer fra Sangen om min Cid med gøglerens jeg og publikums I bliver mere varieret og veksler mellem jeg, vi, forfatteren eller historien. I kapitelslut og måske også i starten på næste kapitel fortælles det, hvem der drager bort, og hvem man nu følger. Eller hvem man holder op med at følge for i stedet at fortælle om “Galaor, for det er længe siden, historien har husket på ham” (s. 198). Og det må siges at være på høje tid, for “hårdt såret opholdt don Galaor sig to uger i det kloster, som han blev ført til af jomfruen, der havde reddet ham ud af kærlighedens fængsel” (s. 199). Således bliver vi lige mindet om den situation, Galaor var i, da historien forlod ham.

Mere kompliceret bliver det, når Montalvo vil gribe grundlæggende ind i fortællingen. I kap. XL fortæller han om den smukke Briolanjas kærlighed til Amadis og om de forskellige versioner af, hvordan deres kærlighed udviklede sig. Således skulle Amadis og Briolanja have fået børn sammen, men det benægter Montalvo på det kraftigste. Og i slutningen af kap. XLII slår han fast, at “hvad der ellers er blevet sagt i denne første bog om kærligheden mellem Amadis og den smukke dronning, er overdrevet, men det har I allerede fået fortalt. Og da det altså er overflødigt og uvederhæftigt, bliver det ikke fortalt, eftersom det ikke kommer historien ved” (s. 366). Således bliver fortællerkommentarerne ikke kun brugt til at forbinde de forskellige handlingstråde, men også til at sikre, at tilhørerne ikke bliver forvirrede eller forargede over, at Montalvo har ændret på den historie, som læserne udmærket kender fra mundtlige fremføringer.

I forhold til Sangen om min Cid er fortællerkommentarerne blevet udvidet i Amadis fra Gaula. De bliver brugt til at styre skiftene mellem et væv af parallelle handlingstråde, hvor de vigtigste følger Amadis, hans bror Galaor, hans fætter Agrajes og hoffet, hvor kongen, dronningen og ikke mindst Oriana opholder sig. Desuden tilføjer Montalvo selv en række fortællerkommentarer for at retfærdiggøre sine indgreb i fortællingen.

Tre fortællere (mindst) i Don Quixote

Til forskel fra de to ridderfortællinger fra middelalderen er Don Quixote udkommet på tryk i bogform, og på titelbladet står bogens forfatter Miguel de Cervantes Saavedra. Men i bogens virkelighed mødes vi af et mylder af forfattere og fortællere.

Don Quixote mener selv, det er en vismand eller en troldmand, der nedskriver historien om hans bedrifter. Men den læser, der sluger de første otte kapitler, går straks på jagt efter mere, da fortællingen ophører midt i en drabelig kamp mellem don Quixote og en biskajer. Fortsættelsen finder han i den flerkulturelle by Toledo, og da den er skrevet på arabisk, hyrer han en spansk-maurer, der hurtigt oversætter den til spansk. Den spansksprogede læser retter oversættelsen til og bliver dermed redaktør eller forfatter af den tekst, vi er i gang med at læse. Og fra nu af er bogen skrevet på arabisk af den mauriske forfatter Cide Hamete Benengeli, oversat til spansk af en spansk-maurer og rettet til af en spansk forfatter.

Der er forskel på de tre. Den mauriske forfatter er optaget af detaljen, især den, der beskriver det velhavende hjem og det materielt gode liv. Oversætteren mener, det bliver for langtrukkent og vidtløftigt, så han strammer op i oversættelsen til spansk. Og den spanske forfatter er enig i opstramningerne, men betragter i øvrigt den mauriske forfatter som meget sandfærdig, netop fordi han har så mange detaljer med. Til gengæld mener han også, at man kan miste det sande sigte med historien af syne, hvis det drukner i detaljer. Sandheden bliver dermed kastebold mellem to forskellige fortællemåder: en omstændelig og detaljepræget eller en stram og klar stil.

Sandheden er også på spil, når den mauriske forfatter Cide Hamete Benengeli i starten præsenteres som løgnagtig. Men i bogen bliver der efterfølgende brugt en del energi på at vise, at han er ganske forstandig. Således leger Cervantes med stereotyperne: Maurere er løgnagtige … Nej, det passer ikke. De siger bare sandheden på en anden måde end kristne gør det. Så hvor en kristen er klar og enkel, er maureren omstændelig og fortaber sig i detaljer. Den ene er altså ikke mere løgnagtig end den anden. De har bare to forskellige måder at fortælle på.

Ser man på Don Quixotes tre fortællere, er de ikke inspireret af fortællerjeget i Min Cid eller Amadis. I stedet er den trefoldige fortællerkonstruktion inspireret af 1500-tallets ridderbøger, der foregiver at være skrevet af en fjern forfatter og på et eksotisk sprog. I en parodi på den fjerne forfatter er Cide Hamete Benengeli en maurer fra La Mancha. Han skriver ganske vist på arabisk, men tænker man efter, er det et sprog, der har været brugt på den Iberiske Halvø de sidste 800 år, så der er ikke noget eksotisk over dette sprog. Desuden er manuskriptet ikke gemt væk i en fjern klippehule, men bliver fundet på markedet i den flerkulturelle, tidligere kongeby Toledo. Og endelig er et manuskript på et fremmedsprog ikke umiddelbart læseligt for den spanske læser. Det skal oversættes først. Så også med denne jordnære, realistiske detalje bliver der holdt sjov med ridderbøgernes eksotiske herkomst.

Da den trefoldige fortæller først er etableret, rettes parodien mod Amadis fra Gaula. I Amadis sørger gøgleren altid for at forklare tilhørerne, hvordan han først følger den ene og senere den anden, hvis to riddere skilles. Det samme bliver aktuelt, da Sancho udnævnes til guvernør over fastlandsøen og dermed må skilles fra don Quixote. Men hvor det i Amadis er gøgleren, der forklarer hovedpersonernes adskillelse for tilhørerne, er det nu hovedpersonerne, der utålmodigt hundser rundt med fortælleren: “… lagde han [don Quixote] sig i sin seng, hvor vi forlader ham for en stund, da den store Sancho Pança påkalder sig vores tilstedeværelse, for han ønsker at indlede sit navnkundige regentskab” (kap. XLIV, bd. II). Og i kapitel efter kapitel, mens don Quixote og Sancho er adskilt, haster historiefortælleren frem og tilbage mellem de to, men interessant nok udvikler hans kommentarer i kapitelslut sig til en filosofi over tiden og altings ubetydelighed. Og som afslutning på Sanchos regentskab sammenfatter Cide Hamete i starten af kap. LIII sin filosofi om tiden og menneskelivet, hvilket minder os om, at filosoferinger over tiden har været et gennemgående træk i kapitelstart og -slut, mens Sancho har været væk fra don Quixote. Og da filosoferingerne tilskrives den muhamedanske forfatter, betones det, at man både kan indse det ved troens lys, altså kristendommen, og ved naturens lys, altså ifølge den naturfilosofi, der voksede frem takket være maurerne i de Spanske Riger. Så selv om fortællerkommentarerne sikkert er startet som en parodi på Amadis fra Gaula, hvor gøgleren med sine kommentarer sikrer, at tilhørerne kan følge med, når der springes fra ridder til ridder, hæver de sig og bliver til filosofiske kommentarer til jordelivet, hvor alt kører i ring undtagen menneskelivet, der når sin afslutning, mens man i det evige liv kan håbe på, at alt har en uendelig varighed.

Og som en lille krølle på adskillelsen af herre og væbner kommer der en sidste fortællerkommentar, der viser, hvor elastisk tiden kan opføre sig, mens don Quixote ser frem til en duel, han skal udkæmpe: “Og således ventede han jublende og glad de fire dage, der målt med hans længslers alen virkede som fire hundrede århundreder. Vi lader dem bare gå, som vi lader så meget andet gå, og i stedet vil vi ledsage Sancho, der halvt glad, halvt sørgmodig red af sted på sin gråskimmel for at opsøge sin herre, hvis selskab han foretrak frem for at være guvernør for alle øer i verden” (kap. LIV, bd. II).