Kapitel 4: Handsken

Episoden i bd. II af Don Quixote, hvor ridderen udfordrer en fredsommelig løve i et bur, kunne meget vel være inspireret af romancen “Handsken i løveburet”. Her følger først en præsentation af romancens forfatter og dernæst romancen selv i A. Richters oversættelse.

 

Om romancen “Handsken i løveburet”

Romancens forfatter

Det gav anledning til opstandelse ved hoffet, da det katolske kongepar modtog to løver fra Afrika. Ved den lejlighed skulle doña Ana de Mendoza have ladet sin handske falde ned i løveburet og udæsket en mand til at gå ind til løverne og hente den. Udfordringen blev taget op af don Manuel Ponce de León, der efterfølgende gav hende en læsterlig overhaling. Når vi overhovedet kender til episoden med løverne, skyldes det en romance, der fortæller hele historien.

 

Don Manuel Ponce de León blev født 1447 i nærheden af Sevilla og døde i samme by i 1515. Han levede et heroisk og omskifteligt liv og optræder som hovedperson i flere romancer, men kun i én er han udelukkende en tapper ridder, der overvinder maureren Mudefar. Når han kæmper i de andre romancer, sker det med en dame indblandet. Han får derfor ry som en tapper og uovervindelig ridder, der klare de dristigste maurere, men også som en damernes tilbeder. Den slags navnkundige riddere indgik i den orale tradition og kunne have inspireret Miguel de Cervantes.

               

Romancen som digtform

Romancen er en digtform, som man mener kan være udsprunget af den lange verslinje i to halvdele (hemistiquios), som man kender den fra Sangen om min Cid. Den lange verslinje blev delt i to kortere linjer på hver otte stavelser. Og gjorde man det en gang til havde man et romancevers på fire ottestavelseslinjer. Her rimede versets første og tredje linje ikke, mens anden og fjerde linje rimede assonantisk, altså på vokalerne. Der var ingen grænse for, hvor mange vers der kunne være. Således fortsætter romancedigtet, indtil historien er fortalt til ende. Det var en ukompliceret verseform, både at digte og at lytte til, hvad enten digtet blev fremsagt eller sunget.

 

De tidlige romancer var som regel historiske og fortalte om kampe mellem maurere og kristne. Men senere kom der mere fabulerende og fiktive romancer til, der også tog kærlighedsdramaer op. Her var kærlighed mellem maurer og kristen på tværs af grænserne yndet, ligesom man gerne heroiserede den ædle maurer. Nu maurerne var overvundne, gjaldt det om at fremhæve den ædle fjende. Men som man ser med romancen om handsken i løveburet, kunne den også handle om samtidens hændelser.

               

Romancesamlinger

De nye romancer blev samlet og udgivet i stort tal i løbet af 1590’erne. De fleste af romancesamlingerne havde titler, hvor flor (blomst) indgik. Baseret på dem udkom Romancero general i år 1600. Det var en rodet samling romancer, hvor de lette romancer om kærlighed og ædle maurere dominerede. Romancerne var eftertragtede både til læsning og til sang, så derfor blev Romancero general i 1605 udvidet med et bd. II, og i 1614 blev begge bind udgivet i Madrid af Pedro Flores. I samme periode blev også romancerne om min Cid indsamlet og udgivet af Juan de Escobar med titlen Historia y romancero del Cid i 1605.

 

Den nemme romance, der fortsatte, til historien var fortalt til ende, stod i kontrast til sonetten, der blev udviklet i Italien. Sonetten bestod af fjorten linjer på hver elleve stavelser, delt op i fire vers: to kvartetter og to tercetter, der blev flettet sammen af konsonantrim. Sonetten krævede en indsats af digteren, der skulle udfolde sit emne på de første otte linjer og afrunde det over de sidste seks linjer. Sonettens stramme form gjorde, at den blev betragtet som en intellektuel udfordring, mens romancens åbne form indbød mere folkelige digtere til at udbrede sig om det, de havde på hjerte.

 

Her følger romance 1131 fra Romancero general: “Cómo Don Manuel de León sacó el guante de su dama de entre los leones” (Hvordan don Manuel de León hentede sin dames handske ud fra løverne). Romancen rimer assonantisk på -a/o, men rimet er udeladt i A. Richters oversættelse, der står at læse i Romancero. Spanske Folkeromancer i Udvalg og Oversættelse fra 1880:

 

 

Manuel Ponce de León:

Handsken i løveburet

 

Hin Grev Manuel, den samme,

Der har »de León« som Tilnavn,

Øvede en Gang en Gjerning,

Som ret aldrig skal forglemmes,

Øved den imod en Dame,

Doña Ana de Mendoza.

Det fortælles, at en Middag

Efter Taflet, da hun vandred

Gjennem Kongeborgens Sale

Og var fulgt af andre Damer

Og af ædle Kavalerer,

Som med Skjæmten korted Tiden,

Standsed hun i Galleriet

For at hvile sig ved Gitret.

Oven over Løvegaarden

Var det netop, hun stod stille;

Alle samled sig om hende

Og betragted fire Løver,

Paa hvis Skikkelse og Aasyn

De med Gru og Undren stirred.

For med Liste nu at prøve,

Hvilken Ridder der var modigst,

Lod hun (ret som om det skete

Ubevidst) sin Handske falde.

Og hun sagde, at hun meget

Mod sin Vilje tabte Handsken,

Og med saare kjælen Stemme

Blev hun ved paa denne Maade:

— Hvor er vel den gjæve Ridder,

Som har sligt et Mod i Brystet,

At han tør imellem Løver

Hente mig min dyre Handske

Findes der en slig, da vælger

Jeg ham til min Hjærtenskjære,

Fremfor alle jeg ham kaarer,

Mest af alle skal han elskes —

Manuel, den brave Ridder,

Hørte godt, hvad Damen sagde;

Af Forhaanelsen mod alle

Ogsaa han sin Del har faaet.

Sværdet drog han ud af Skeden,

Kappen svøbte han om Armen,

Ind i Løvegaarden gik han,

Som det syntes, bleg af Harme.

Løverne paa Helten stirred;

Ingen af dem dog sig rørte.

Fri og uskadt skred han atter

Gjennem Døren, han kom ind ad,

Gik saa op igjen ad Trappen

Og holdt Handsken i sin venstre.

Men før Handsken gav han Damen

Rask og snelt et Ørefigen,

Aabenbarende sit Retsind

Og sit Mod i Ord og Gjerning:

— Tag, tag dette, og herefter

Vogt jer og betænk jer nøje,

Før I for en lumpen Handske

Bringer brave Mænd i Fare!

Og hvis nogen skulde mene,

At min Gjerning ej er velgjort,

Kan han kræve mig til Regnskab

Efter Ærens Lov i Marken. —

Damen lod sig ikke mærke

Med Fortrydelse, men svared:

— Ingen kræve ham til Regnskab!

Det er nok, at jeg har Vished

Om at I, min ædle Greve,

Er den dristigste blandt alle.

Og hvis det behager eder,

Vil jeg tage jer til Husbond;

Thi en kjæk Gemal jeg ønsker,

Som forstaar at revse Slethed.

Opfyldt er paa mig det gamle

Vel bekjendte Ord, som lyder:

»Den, som elsker dig oprigtig,

Han vil revse dig i Tide«. —

Da han saa, hvordan hun vendte

Krænkelsen til Dyd og Ære,

Og med hvilken Takt og Klogskab

Hun Fornærmelsen besvared,

Gav Don Manuel, fornøjet

Og tilfreds dermed, sit Bifald,

Og i hele Følgets Paasyn

Gav de dér hinanden Haanden.