Kapitel 6: Lægekunsten

Middelalderen var en periode med tradition for kloge mænd og koner, der formåede lidt mere end de almindelige dødelige. De levede side om side med Gud og Allah og havde sandsynligvis noget af deres klogskab og og evne til at helbrede fra de gamle grækeres medicinske indsigt.

Min Cid uden sårede mænd

I Al-Andalus på den Iberiske Halvø havde man studeret og videreudviklet antikkens medicinske skrifter, efter at de var blevet oversat til arabisk. I 1000-tallet opløstes Al-Andalus i kulturfjendske taifariger, der fik lærde jøder og arabere til at søge tilflugt i Toledo. Tilstrømningen tog fart, da byen i 1085 underkastede sig kong Alfonso VI af Leon og Kastilien. Denne sikrede muslimer og jøder på linje med de kristne mozarabere, der havde tilegnet sig arabisk sprog, kultur og levevis under Al-Andalus. I den trekulturelle by udviklede der sig i de næste århundreder en intens og omfattende oversættervirksomhed fra arabisk til latin og videre til kastiliansk, katalansk, italiensk, fransk og engelsk. Hvor lærde tidligere var draget til den andalusiske kulturby Córdoba, flokkedes de nu i Toledo. Og oversættelserne blev en stor eksportartikel, for efterspørgslen var stor i de italienske og franske universiteter. Men lægekunsten har næppe spillet den store rolle, da Sangen om min Cid blev digtet. For trods de mange kampe, som min Cid og hans folk deltager i, er det først, da hans døtre lemlæstes, at det overhovedet bliver nævnt, at de måtte blive i Sant Estevan, til deres sår var helet. Når Sangen om min Cid går så let hen over krigernes sår og deres behandling, kan det dog skyldes, at man stadig havde brug for at rekruttere riddere til at kæmpe mod maurerne.

Realistisk sårpleje i Amadis

Da Amadis fra Gaula blev digtet i slutningen af 1200-tallet, var maurerne stort set nedkæmpet. Derfor kunne man med sindsro forlyste sig med den herlige ridder Amadis. Og selv om det var ren fiktion, blev der gjort plads for den ikke ubetydelige, realistiske detalje, at ridderne blev såret, endda hårdt såret. Men det var der råd for. Da Drengen fra Havet, altså Amadis, var ilde tilredt efter at at have overvundet Galpano, mødte han en mand, hvis niece havde forstand på at kurere sår. Efter fjorten dage var sårene endnu ikke helt lægt, så det tog altså sin tid at blive helbredt.

Den næste, der får sig et grimt sår, er Amadis’ bror Galaor. Da han spørger efter nogen, der kan kurere såret, bliver han advaret og modvilligt vist hen til en borg, hvor han må kæmpe sig vej og besejre borgherren.  Her befrier han en indespærret kvinde, og da hun hører om hans sår, tager hun borgherrens remedier til sårpleje med sig. Nu er Galaor en munter fyr, så da han får set på hende, beder han hende om både at kurere hans sår og hans begær. Hun klarer selvfølgelig begge dele, for kvinden, der havde afvist at gifte sig med borgherren, synes vældig godt om Galaor.

Da der tredje gang bliver brug for pleje af alvorlige sår, sker det efter en drabelig kamp mellem to riddere, der ikke kender hinandens identitet. Kampen bliver standset, da en forbipasserende ridder Balays hører en kvinde fortælle, at hun har sat kampen i gang, velvidende, at de to riddere er brødrene Amadis og Galaor. Og da hun desuden ytrer håb om, at de slår hinanden ihjel, gør ridderen kort proces og kapper hovedet af hende. Tilfældigvis har Amadis reddet Balays ud af troldmanden Arcalaus’ fangenskab. Og mens Balays’ to niecer plejer deres sår, har Amadis og Galaor god tid til at gøre hinandens bekendtskab.

Fjerde gang har Amadis og hans fætter Agrajes kæmpet for, at den smukke Briolanja kan beholde sit rige. Efter kampen er Amadis og ikke mindst Agrajes hårdt sårede. Amadis bliver passet af den smukke Briolanja. Agrajes svæver til gengæld mellem liv og død, da han er såret i halsen. Derfor bliver han plejet hjemme hos en mand med forstand på at kurere den slags vanskelige sår. Det er desuden fornuftigt at holde ham afsides, da han helst skal undgå at tale for at give såret ro. Igen en realistisk tilgang, der forholder sig til detaljer.

Femte gang kæmper to riddere, fordi den ene ikke vil give sig til kende, og den anden har lyst til at kende hans identitet. Også her står kampen mellem to brødre, Florestan og Galaor. Så drabelig er kampen, at den ukendte ridders veninde griber ind og oplyser, at han hedder Florestan. Hun kan desuden fortælle, at han ikke ville give sig til kende, før han havde gjort sig fortjent og kunne måle sig med sine to brødre, Amadis og Galaor. Heldigvis kender Florestans veninde til at helbrede sår, hvad de begge, men især Florestan har brug for, da han er hårdt såret. Selv om Galaor var ved at tage livet af hendes højtelskede ven, plejer hun også ham omhyggeligt, da hun fornemmer, at Florestan ikke vil undvære ham. Til gengæld kommer hun selv til at undvære sin ven, da han efter sin helbredelse drager bort med Galaor.

Som man vil se, bliver de tre brødre Amadis, Galaor og Florestan, samt deres fætter Agrajes på et tidspunkt så hårdt såret, at de skal have plejet deres sår. Hvis det er en tilfældig ridder, der bliver slået i jorden, sker det af og til med bemærkningen, at han ikke vil få brug for en sårlæge. Normalt klares den slags altså af sårlæger, men enkelte kvinder kan også den kunst. Og det bliver der brug for, når ridderne er langt fra alfarvej. Men det er især de centrale riddere, der bliver passet og plejet. Det gælder også den lidt mindre kendte Olivas, der bliver så hårdt tilredt, at han får brug for sårlæger. Der er en vis realisme forbundet med plejen. Således heler sårene ikke med et trylleslag. Det tager tid, før ridderne igen kan drage videre. Hermed står det klart, at der ikke indgår trolddom eller hekseri i behandlingen af riddernes sår.

Mirakuløs sårpleje i Don Quixote

Don Quixote er en selviscenesat figur, der vælger han middelalderens Amadis som sit forbillede. Det ændrer dog ikke ved, at han henter den inspiration, der passer ham. Til gengæld udsættes han for realitetstjek af omverdenen, både i forhold til ridderbøgerne og til datidens virkelighed præget af dyrehold, handel og vandel. Det sker allerede i kapitel III, bd. I, hvor han beder en krovært, som han opfatter som borgherre, om at slå sig til ridder. Kroværten belærer ham om, at han skal have penge med sig, så han kan betale på kroen, ligesom han også burde have et lille skrin med salve, så han kunne kurere de sår, han får i kamp, med mindre en troldmand våger over don Quixote og bringer ham en jomfru på en sky eller en dværg med en karaffel, hvoraf blot en dråbe kan hele sår og skrammer på et øjeblik (kap. III, bd, I).

Snart fabulerer don Quixote videre om en mirakuløs balsam, der kan hele en krop, som er kappet midt over. Blot skal de to kropsdele anbringes oven på hinanden, inden blodet størkner, og man skal omhyggeligt sørge for, at de to halvdele af kroppen slutter tæt sammen. Så vil to slurke af Fierabras’ balsam være nok til, at kroppen heler på et øjeblik. Den legendariske balsam kendes fra en række af middelalderens digte og fortællinger, den ene mere fantastisk end den anden, men den har en kerne omkring emiren Balan og hans søn, kæmpen Fierabras, der vender hjem til Al-Andalus efter at have plyndret Rom for relikvier, bl.a. den olie, der blev brugt til at salve den døde Kristus. Da don Quixote fortæller Sancho om balsamen (kap. X, bd. I), har han opskriften i hovedet, men kan ikke lige huske den. Tanken om at blive hugget over i to af en kæmpe dukker til gengæld op med mellemrum i don Quixotes fabuleringer.

Da don Quixote kommer for skade at forgribe sig på en asturiansk tjenestepige, får først han selv og dernæst Sancho det glatte lag, og da lampen går ud, udvikler det sig til et masseslagsmål, hvor alle slår på alle (kap. XVI-XVII, bd. I). Nu er det den forslåede don Quixote selv, der kender råd. Han beder Sancho skaffe rosmarin, olie, salt og vin og laver et afkog, som han drikker noget af. Det får ham til at kaste op, og efter at have sovet i tre timer har han det igen fortræffeligt. Afkoget har til gengæld den stik modsatte virkning på Sancho, der føler sig endnu mere forslået efter at have drukket af det. Rosmarin betragtes som et probat middel mod gigt og værkende lemmer, ligesom det er glimrende til sårheling. Men om afkoget er baseret på Fierabras’ mirakuløse salve eller bare viser, at don Quixote har kendskab til datidens urtemedicin, kan man til gengæld ikke afgøre.