Kapitel 7: Magi

Magi og trolddom

Også den græsk-arabiske lægekunst og astrologi kan have virket som en udfordring, der pressede Jesus Kristus til udvirke mirakuløse helbredelser. Skrifterne blev først oversat til spansk og latin i 11-1200-tallene, men denne viden var overleveret mundtligt i de mauriske og spanske riger, så den tidligt blev en del af den folkelige visdom. Afkog af urter kunne bruges som medicin, trylledrikke og elskovsmiksturer. Folkelig magi blev især udøvet af mauriske kvinder. Den mauriske magi var todelt ligesom den kristne, idet man skelnede mellem hvid og sort magi. Den hvide magi udgår fra Allah og udøves i den bedste hensigt. I praksis var hvid magi baseret på botanisk og medicinsk viden fra Al-Andalus. I stedet for at fremkalde sygdom rettede hvid magi sig mod sygdomsbekæmpelse, ligesom den hvide magiker også fungerede som jordemor. Den sorte magi udgår fra onde væsener og her især Saytan, der blandt gnostikerne svarer til Satanael, lederen af de faldne engle. Den sorte magi skaber sygdomme, misundelse og had. I magien bruger man forskellige dele af dyr, såsom øjne, blod, indvolde, afføring og lignende. Ugler, slanger og sorte katte blev foretrukket sammen med bestemte mineraler og planter. Den skrevne magi baserede sig på de hellige skrifter og bønner. Til forskel fra den hvide magi var sort magi ikke tilladt og blev forfulgt af inkvisitionen, da denne begyndte at gøre sig gældende.

Modsætningen mellem kristendom og folkelig magi fortsatte middelalderen igennem. Den mauriske magiker var ligesom den kristne heks en udfordring for den kristne kirke. Hvad virkede bedst mod sygdomme, et urteafkog eller den kristne fortælling om Jesu mirakler? I denne konkurrence kan det ikke undre, at kirken tilskrev særlig hellige personer undergørende evner og kanoniserede dem som helgener. Hermed aktualiserede og fornyede de Bibelens mirakler og sørgede for helgener, der var specialiseret i dårligdomme, som Bibelen måske ikke havde taget højde for på Jesu tid. Det gjaldt for enhver pris om at sikre monopolet på kristne hænder.

Maurernes sorte og hvide magi mødes på et tidspunkt med magikerne fra mytekredsen omkring kong Arthur, Merlin og Morgana. De to bevæger sig via den franske forfatter Chrétien de Troyes’ værker til spansk kultur. Troldmanden Merlin er kong Arthurs rådgiver, mens Morgana får tilnavnet Feen, kendt fra italiensk som Fata Morgana og fra fransk som Morgana le Fay. Hun kan den kunst at helbrede og at skifte fremtræden. Oprindelig var hun Merlins lærling, men bliver senere hans rival og gør sit bedste for at skade kong Arthur, der til gengæld har Merlin som hjælper og rådgiver. Historierne er mange, men her skal det bare fastslås, at troldmanden Merlin og troldkvinden Morgana kendes fra mange forskellige fortællinger.

Tankens kraft i Sangen om min Cid

I Sangen om min Cid indtræffer der kun en enkelt overnaturlig hændelse (l. 404-415). Det sker, netop som Cid skal til at drage i landflygtighed. Han sover så dybt, at ærkeenglen Gabriel viser sig for ham i drømme og forudsiger, at det nok skal gå ham godt, da han rider ud en heldig dag. Normalt er det kun drømmens forudsigelse, der fremhæves som overnaturlig, men ser man på passagen, mindes vi om, at min Cids medgang befordres af, at han blev født en heldig dag, spændte sværdet om livet en heldig dag, red ud en heldig dag. Den heldige dag er knyttet til en bestemt af de syv vandrestjerner, svarende til vore dages planeter. Den heldige dag, der forbindes med afgørende ændringer i min Cids liv, er således astrologisk forankret. Men vi ser ingen eksempler på guddommelig eller overnaturlig indgriben i de konkrete kampe, hvor min Cid bare sætter sin lid til Gud. Heller ikke, når Cid står over for de skrækindjagende mauriske stortrommer. Det er kun de nyankomne riddere og selvfølgelig også hans kone og døtre, der bliver bange, når trommerne buldrer.

Min Cid lader sig altså ikke skræmme, men tænker sig i stedet om. Han gør det ikke som optakt til en kamp, for her ved han, hvad han skal gøre. Men når der sker noget uventet, tager han sig til sit lange skæg, som han har svoret ikke at klippe, før han har genvundet kong Alfonsos nåde. Det sker, da greverne af Carrión frier til hans døtre. Og det sker igen, da han får underretning om deres udåd mod døtrene. I disse situationer tænker og grubler min Cid uden at rådføre sig med nogen, indtil han ved, hvad han skal gøre. Også kong Alfonso tænker og grubler i samme sag. Her minder de to ledere om hinanden.

Som nævnt er min Cid født en heldig dag og sørger for altid at påkalde sig Gud, men det, der sikrer ham sejren, er noget ganske andet. Før kampen rådfører han sig med sine mænd og her især med sin højre hånd, Minaya Álbar Fáñez. Ikke fordi han ikke selv kan gennemtænke en kamp, men fordi han skal have Minaya på banen. Kampen bliver gennemtænkt strategisk, og han og Minaya griber gerne til krigslist for at overrumple fjenden. Efter kampen tilskrives sejren selvfølgelig Gud, men alle er meget opmærksom på egen og andres indsats. Minaya Álbar Fáñez får hver gang tilbudt en femtedel af byttet, svarende til den del, Cid modtager. Men Minaya betakker sig og vil først have del i byttet, når han har gjort sig fortjent til det. Til gengæld bemærker han tørt, at kong Alfonso af Kastilien, der ikke deltog i kampen, ville have glædet sig over at modtage så rigt et bytte. Efter hver kamp nævnes det med få ord, hvor stort byttet var, og at det fordeles retmæssigt med en femtedel til min Cid og resten fordelt til riddere og fodfolk, ligesom han så vidt muligt sørger for at tilgodese de overvundne maurere, så de ikke falder ham i ryggen. Fordelingen besørges af delemænd, og min Cid får delingen nedskrevet. Det udtrykkes ikke formelagtigt, så omtalen forholder sig hver gang til det konkrete bytte.

Således vinder min Cid ikke ved overnaturlig eller guddommelig indgriben, men ved at planlægge kampen sammen med sin højre hånd, ved brug af krigslist og ved at fordele byttet retmæssigt til sine mænd og gavmildt til andre parter. Og i andre sager betones det, at han tænker sig om. Det eneste punkt, hvor der betones en overnaturlig indgriben, er knyttet til den heldige dag, der er forankret astrologisk i en stjerne.

Overnaturlig indgriben i Amadis

Amadis fra Gaula opstod små 100 år efter Sangen om min Cid. I den periode skete der to ting, der kunne have haft betydning for forekomsten af overnaturlige hændelser i værket. Da Min Cid opstod omkring år 1200, var der stadig hårdt brug for at rekruttere riddere og fodfolk til at kæmpe mod de mauriske riger. Dette værk forholdt sig derfor realistisk til kampene og betonede muligheden for rigt bytte og understregede, at det blev retfærdigt fordelt til riddere og fodfolk. Behovet for at rekruttere krigere aftog gradvist mellem 1250 og 1280, så da Amadis opstod, var der plads for mere fiktiv indleven i riddernes univers. Desuden havde kendskab til fortællekredsen omkring kong Arthur bredt sig til de spanske riger, så der var sat ord på, hvordan troldmænd og troldkvinder kunne sættes i spil i forhold til riddernes kampe. Og som noget helt nyt i Amadis fra Gaula spiller kvinderne en aktiv rolle og bringer kærlighed og seksualitet ind i mændenes kampprægede verden. Til gengæld er kampene stadig så tæt på, at de nye regler for, at en krig eller et retsligt mellemværende kan afgøres ved duel, stadig spiller en stor og aktiv rolle. Men det, der interesserer her, er troldmanden Merlin og troldkvinden Morgana.

Fortællingerne om kong Arthur, Merlin og Morgana var kendt i de spanske riger, da Amadis fra Gaula opstod i slutningen af 1200-tallet. Og den eller de, der skabte værket, må have kendt dem, for kong Arthur nævnes i Amadis. Vi hører, at der herskede mange konger mellem kong Arthur og kong Lisuarte, og endda ændres kronologien, så Lisuarte tilsyneladende regerede før kong Arthur. Men i hvert fald er de to konger hver især så herlige, at de fortjener at sammenlignes. Dertil kommer, at de begge har et uforligneligt sværd. Til gengæld omtales hverken Merlin eller Morgana i Amadis. Men troldmanden og troldkvinden fra fortællingerne om kong Arthur har sandsynligvis inspireret til at skabe Arcalaus og Urganda i Amadis. Endda kan man ane en navnelighed mellem Morgana, Argante og Urganda. Arcalaus og Urganda kan begge den kunst at tryllebinde folk, men selv om de begge griber ind i folks bevægelsesfrihed, er det kun Arcalaus, der regnes for ond, mens Urganda er god. Det skyldes, at Urgandas primære hensigt er at hjælpe Amadis, mens Arcalaus ikke kun skader Amadis, men også det engelske kongepar. Alligevel er ingen af dem entydigt ond eller god.

Ved siden af sit virke som troldmand er Arcalaus også en stærk og tapper ridder. Det får på et tidspunkt Amadis til at udbryde, at hvis ikke han gjorde så meget ondt, ville han være en fremragende ridder. Så selv om Arcalaus er kendt som en ond ridder og troldmand, bliver han med denne ros en lidt tvetydig figur. Tilsvarende regnes Urganda for en god troldkvinde, men også det bliver lidt speget, da hun bruger sin trolddomskraft til at kapre en vidundersmuk, ung mand fra hans elskede. Med sine rænker og intriger truer Arcalaus den engelske konge Lisuarte, så hans mål er ikke slet og ret at gøre ondt, men at tilrane sig magten. Amadis er altså ikke hans primære modstander, men selvfølgelig bekriger Arcalaus ham, når han kommer ham på tværs. Her får vi til gengæld en opvisning i trolddomskraft, da Arcalaus bliver hårdt trængt af Amadis og derfor tryllebinder ham og lader ham ligge, så han kan dø. På det tidspunkt træder to jomfruer ind og med et sindrigt ritual får de Amadis vakt til live igen. Her er det ikke Urganda personligt, der griber ind, men hun har forudset Arcalaus’ tryllebinding af Amadis og sørget for at sende sin niece, så denne er fremme til rette tid og sted. Så hvor Arcalaus benytter sig af rænker, kan Urganda komme med forudsigelser, der er så gådefulde, at de først bliver forstået, efter at de er gået i opfyldelse.

Ud over Urganda og Arcalaus er der også andre med evnen til at tryllebinde, endda så probat, at Urganda ikke kan bryde tryllebindingen. Disse troldmænd og troldkvinder færdes i den samme virkelighed som resten af bogens personer, og deres tryllebindinger er noget, enhver kan komme ud for. Til gengæld ser det ud til, at de koncentrerer deres aktivitet om særlig tapre, gode og magtfulde personer. Her er Arcalaus optaget af at indskrænke eller tilrane sig deres magt, mens Urganda gør, hvad hun kan for at bakke op om de tapre og magtfulde, også selv om de ikke altid er helt pletfrie.

Trolddom i Don Quixote

Der findes troldmænd, troldkvinder og tryllebindinger i Don Quixote, men til forskel fra Amadis fra Gaula er de ikke en del af den realistiske virkelighed. De findes kun i don Quixotes univers som noget, han føler sig udsat for. Hans nærmeste omgivelser mener endda, at det alene er noget, han forestiller sig. Han har læst for mange ridderbøger og får sine fikse ideer derfra. I starten kredser don Quixote mest om ridderen Belianis, søn af den græske kejser, og tolker sit nye liv som ridder i forhold til Belianis og dennes argeste modstander, troldmanden Fristón. Selv om don Quixote snart går over til at identificere sig med den noget mere afdæmpede ridder Amadis, skifter han imidlertid ikke troldmanden Fristón ud med Arcalaus fra Amadis. Til gengæld undgår han sammenblandingen af troldmænd fra Amadis og Belianis ved herefter at referere til ‘troldmænd’, hver gang nogen forvandler tingene omkring ham, så det, alle andre opfatter som en kro eller en barberskål, bliver til en borg eller en hjelm i don Quixotes øjne.

Hvor troldmænd i flertal forvandler tingene omkring don Quixote, er det en enkelt vis troldmand, der ifølge don Quixote kommer ham til undsætning i en snæver vending og desuden nedskriver historien om ham. Og når han er vis, må man gå ud fra, at han også er god. Men sagen er mere kompliceret end som så, for da præsten og barberen brænder de fleste af don Quixotes ridderbøger og blænder døren til bogværelset af, bilder hans niece og husholderske ham ind, at en troldmand har fjernet både værelse og bøger, hvortil don Quixote straks udbryder, at det må være hans fjende, den vise Fristón, som han ellers tidligere har omtalt som sin ven. Senere mener han dog, at der er tale om onde og misundelige troldmænd. Men uanset om der er tale om ven eller fjende, en troldmand eller flere, tolker don Quixote beredvilligt alt ind i sit ridderunivers. Og i forlængelse heraf kan troldmænd selvfølgelig antage andre skikkelser, tryllebinde riddere og bevæge sig gennem luften. Og som nævnt også skrive historien om ham. Men heller ikke på det felt er don Quixote på linje med sine realistiske omgivelser, for i bogens virkelighed er beretningen skrevet på arabisk af Cide Hamete Benengeli, oversat til spansk af en spansk-maurisk oversætter og bearbejdet af en spansk forfatter, og altså ikke Cervantes.

I bd. I tolker don Quixote virkeligheden i overensstemmelse med ridderbøgernes univers, og når det går helt galt, skyder han skylden på Fristón eller andre troldmænd. I bd. II har folk, han møder på sin vej, læst Don Quixote bd. I og digter videre herpå. De laver iscenesættelser, der fuldstændig passer ind i don Quixotes indbildte ridderunivers. Og selvfølgelig hopper don Quixote på deres optrin og opfatter dem som virkelige. Når nogen efterfølgende afsløres som udklædt og iscenesat, opfatter don Quixote det som en forvandling, skabt af de ondsindede troldmænd, der forfølger ham igennem det meste af bd. II, selv om han gør sig umage med at bevare jordforbindelsen i bogens virkelighed.

Trolddom og kristendom

Vi ser ikke noget til brydningen mellem kristendom og magi eller trolddom i Sangen om min Cid. Gud bliver nævnt og påkaldt, ligesom de går til messe, når lejlighed gives. Det sker især, når de skal til at bryde op, eller når de skal ud i en større kamp. Og selv om min Cid og hans folk kæmper mod muslimer, kan de også finde på at kæmpe mod de kristne. Generelt behandler Cid de overvundne maurere godt og har dermed et godt forhold til dem. Det skyldes nok, at det ikke er en religionskrig, han udkæmper, men kampe, hvor målet er at tage bytte. Dermed kan Gud og jomfru María bevare en konventionel og ceremoniel rolle i værket.

I Amadis fra Gaula spiller Gud også en konventionel rolle, man møder ham ikke, men han bliver ved passende lejligheder påkaldt af hovedpersonerne. De lægger deres liv i Guds hånd og regner med, at tingene sker ifølge hans vilje. Men vi oplever ikke, at Gud griber ind i en konkret hændelse for øjnene af os. Derfor er påkaldelserne konventionelle og udtrykker blot en forventning om, at tingene sandsynligvis sker i overensstemmelse med hans vilje. Gud har altså en finger med i spillet, men til gengæld er han ikke enerådig.

Imidlertid lader historiens hovedpersoner sig forlede af Skæbnen og handle imod Guds vilje, som dermed ikke er altafgørende. Menneskenes vilje og lyster er ikke lette at tøjle, og Skæbnen kan også blande sig. Dertil kommer troldkvinden Urganda og troldmanden Arcalaus, der indgår som væsentlige figurer i historien, hovedpersonerne møder dem og får hjælp eller bliver modarbejdet af dem. Så både de og Skæbnen medvirker til at anfægte Guds almægtighed.

Amadis opstod i en bramfri middelalder, men fortællingen blev bearbejdet af Montalvo til udgivelse i begyndelsen af 1500-tallet, da man i de Spanske Riger forsøgte at centralisere magt og katolicisme, efter at paven i 1496 havde tildelt Rigernes overhoved den ærefulde titel det Katolske Kongepar. Samtidig blev den middelalderlige inkvisition moderniseret, for da jøderne i 1492 fik valget mellem at omvende sig til kristendommen eller blive udvist, havde man brug for inkvisitionen til at kontrollere, at jøderne ikke i det skjulte udbredte deres kultur og tro, som de nu ikke længere måtte praktisere. Man kan forstå Montalvos forsøg på at styrke Guds rolle i Amadis i forhold til de Spanske Rigers centralisering omkring katolicismen. Alligevel var han nødt til at respektere den middelalderlige fortælling i dens grundtræk, da den var kendt vidt og bredt. Derfor måtte han som bogens redaktør indskrænke sig til nogle få moraliserende kommentarer om, at hovedpersonerne hellere skulle rette sig efter Gud. Tilsvarende respekterede Montalvo middelalderens opdeling i god og ond magi, så Urganda var i samklang med Gud, mens Arcalaus holdt sig til Djævelen. Magien i værket blev ikke udsat for den generelle fordømmelse, der i løbet af 1500-tallet udviklede sig til heksejagt.

I Don Quixote er Urganda og især troldmændene aktive, men kun i don Quixotes forestillinger. Også her finder man konventionelle påkaldelser af Gud, men i don Quixotes overvejelser sker der et skred, hvor ikke kun Gud, men også naturen kan føre til erkendelse. Uden direkte at udfordre den kristne tro banes vejen for naturfilosofien. Araberne på den Iberiske Halvø var nået frem til, at personlig udødelighed og evigt liv sandsynligvis ikke fandtes. Den indsigt gav de videre til spanske lærde og lagde hermed tidligt kimen til en sækularisering, hvor Guds indflydelse på menneskets liv blev begrænset. Imidlertid fik man problemer med inkvisitionen, hvis man åbenlyst diskuterede Guds indflydelse eller mangel på samme. Men Cervantes må have kendt til den slags diskussioner, når han lod don Quixote erklære, at han ikke kunne acceptere “at slavebinde mennesket, som Gud og naturen skabte frie.” For hvis mennesket er født frit, er livet ikke forudbestemt af Gud. Vil man diskutere sådanne spørgsmål, er det en fordel at have en gal hovedperson, for hvis inkvisitionens censur fandt det formasteligt, kunne man henvise til, at don Quixote var utilregnelig. Og i fortællingen Den formastelige nysgerrige, der bliver læst op på kroen i Don Quixote, siger den ene ven til den anden, at man ikke kan overbevise en maurer med citater fra den Hellige Skrift, for det eneste, de tror på, er matematiske beviser. Cervantes lader det være op til læsere eller tilhørere selv at afgøre, om de tror mere på kirkens mirakellære end på matematik og andre videnskabelige beviser. Men selv om man ikke kan diskutere kirkens dogmer, er Cervantes udspekuleret nok til at lade maurerne betvivle mirakeltro med den naturfilosofi, der lagde grunden til moderne naturvidenskab.