Kapitel 3: Løven

Løver og andre store, farlige dyr fra fjerne lande blev i middelalderen bragt til Europa som trofæer eller gaver til fyrster og konger, og blandt de eksotiske dyr talte løven som det ypperste. En fyrste kunne sende et dyr som diplomatisk gave, en pilgrimsfarer kunne tage et dyr med sig tilbage til Europa, og ikke mindst de drabelige korsfarere kunne hjembringe et af de farlige dyr. De rige gaver gjorde, at konger og fyrster kunne opbygge mindre zoologiske haver, hvor der ikke kun indgik løver. Også los, giraf og kamel var eftertragtede dyr ved fyrstehofferne. Kronjuvelen ville have været en enhjørning, men desværre lykkedes det dem aldrig at indfange dette fabeldyr.

Både virkelighedens eksotiske dyr og fantasiens fabeldyr satte deres præg på middelalderens kultur. Selv om folk ikke havde set den slags dyr i virkeligheden, kendte de dem fra afbildninger og beskrivelser. Således indgik løven i kirkens billedverden, den blev malet på vægge og tapeter eller nørklet ind i gobeliner og billedtæpper. Fra antikken kendte man beskrivelser af fabeldyr, sammensat af to eller tre kendte dyrearter. Heri indgik løven selvfølgelig også. Fabeldyrene fandt vej ind i middelalderens bestiarier, der samlede alle tænkelige og ikke mindst utænkelige fabeldyr. Så de fremmede og eksotiske dyr satte i den grad gang i fantasien, at grænserne mellem dyrearterne blev ophævet og krydsfigurerne kunne opstå.

Løven ved min Cids hof

Tredje sang indledes med en afslappet middagsstund ved min Cids hof i Valencia. Cid ligger på en bænk og sover til middag, mens hans mænd og to svigersønner underholder sig i nærheden. Pludselig slipper løven ud af sit bur, hvilket får hans mænd til at rulle kapperne om underarmen som skjold. Mens de rykker sammen om den sovende Cid for at beskytte ham, søger de to svigersønner i skjul. De optræder altså som kujoner over for løven, der også dengang blev regnet for dyrenes konge og indbegrebet af styrke, mod og dristighed. Da Cid vågner op og ser sine mænd i alarmberedskab over løven, rejser han sig og går hen til den. Fredsommeligt lader løven sig føre tilbage til buret. Scenen viser således, at løven anerkender min Cid som sin ligemand. Når løven som dyrenes konge følger med min Cid, viser det symbolsk, at han ikke kun er tapper, men også kongelig.

Løven i Amadis fra Gaula

Også i den anden store ridderfortælling fra middelalderen, Amadis fra Gaula, spiller løven en central rolle og det endda helt i starten. Under en jagt dukker der pludselig en løve op fra skoven og forgriber sig på jagtbyttet. Kong Perion tager udfordringen op, og det udvikler sig til en brydekamp mellem ham og løven, der er ved at få overtaget. Imidlertid ‘snyder’ kongen og jager sit sværd i maven på løven, der falder død til jorden. Nærkampen viser kongens uforfærdede mod, idet han ikke er bange for nærkampen med løven. Det er faktisk det første, vi hører til kong Perion. Herefter forelsker han sig i den vidundersmukke Elisena, der som resultat af deres hemmelige kærlighed føder sønnen Amadis i dølgsmål.

Da kong Perions søn Amadis langt senere drager omkring som ridder og hjælper kvinder i nød, bliver han lokket i en fælde og må kæmpe en ulige kamp mod folkene i en borg. Han reddes af en vidunderskøn kvinde, der lukker borgens løve ud, så de mange angribere flygter vilde af rædsel. Amadis går med til at lukke løven ud af borgen, men afstår fra at tage livet af løven, der forsvinder ud i det åbne land. Således holder han sig til gængse ridderbedrifter og forsøger ikke at gentage faderens kamp mod løven. Til gengæld kædes Amadis symbolsk sammen med løver, idet hans skjoldmærke er to løver. Det bruges, når Amadis ikke giver sig til kende, eller når dem, han møder, ikke er klar over, hvem han er. Til gengæld kan den opmærksomme tilhører genkende ham som ridderen med løver på skjoldet, løveridderen eller lignende.

Løven i Don Quixote

Selv om løverne i Sangen om min Cid og i Amadis fra Gaula begge blev digtet i 1200-tallet, er det oplagt at sammenligne disse løveepisoder med don Quixotes kamp med løverne i begyndelsen af 1600-tallet. I kapitel XVII, bd. II møder don Quixote en løvepasser, der fragter to løver i bur som gave til kongen. Don Quixote forlanger, at han skal åbne burene, så han kan vise sin dristighed i kamp mod løverne. Nødtvungent åbner løvepasseren buret ind til hanløven, der rækker og strækker sig, gaber og stikker hovedet ud af buret. Don Quixote står klar til kamp, men den fredsommelige løve gør omkring, viser don Quixote sin bagdel og lunter ind i buret igen. Enten er løven meget fredsommelig, eller den håner don Quixote ved at vise ham sin bagdel. Alligevel overbeviser løvepasseren nu don Quixote om, at denne har vist sit mod og mandshjerte og don Quixote insisterer på at skifte tilnavn til Ridderen af Løverne.

Sangen om min Cid udkom ikke på tryk i 1500-tallet, så Cervantes kan ikke have hørt om min Cid ad den vej. Når han alligevel omtaler min Cid Ruy Díaz og hans hest Babieca gentagne gange i Don Quixote bd. I, har han sandsynligvis fået kendskab til min Cid gennem romancerne om ham. Imidlertid er han mest optaget af min Cid og hans hest Babieca, idet han ser ham som emblematisk figur på linje med don Quixote og hans hest Rozinante. I bd. II, hvor episoden med løven optræder, nævnes min Cid kun et par gange som indbegrebet af våbenkunst. Episoden med løven stammer dermed næppe fra Sangen om min Cid. De to løver i Amadis fra Gaula er drabelige løver, hvor kong Perion binder an med den første, mens den ellers uovertrufne Amadis klogeligt undgår enhver nærkontakt med den anden løve. Heller ikke disse løver kan danne inspiration for den tamme, fredsommelige løve i Don Quixote. Inspirationen kommer sandsynligvis fra en romance fra 1500-tallet, som Cervantes nævner i Don Quixote, kap. XLIX, bd. II: I romancen “Handsken i løveburet” taber doña Ana sin handske eller lader den falde ned i løveburet, og da ridderen don Manuel henter handsken ud, irettesætter han hende for letsindigt at sætte en god ridders liv på spil. Den episode bliver der fortalt om i næste kapitel: Handsken.